Klik på den artikel du vil læse.

Artikel 1: Erindringer fra mit Liv gjennem Bagerfaget i et halvt Aarhundrede
Artikel 2: Taikuns Forlis

Erindringer fra mit Liv gjennem Bagerfaget i et halvt Aarhundrede

Af

Bager Hans Hansen

Indhold

Forord

1883 – 1898. Født i Vinding som søn af Stenhugger Christen Hansen

En skildring af Egnen i slutningen af det 19. Aarh.
Mit Hjems indretning
Økonomiske Forhold
Fars Arbejde
Min Skoletid
Undervisningsfagene og Lærerne
Tekniske opfindelser - Grammofon og Elektrisk Lys
Lærernes aflønning
Tjenestedreng på Landet
Konfirmation - 1898

1898-1902. I bagerlære i Vejle

Bageriets indretning
Læretiden
Brødfremstilling
Forholdet mellem Mester og Svend
Fnatkuren
Fagbevægelsen
Strejke i 1898/99
Ny Læremester

1902-1904. Svendelivet med skiftende Arbejdspladser

Rotterne og Bageriet i Fredericia
Svendehjemmet i Aarhus
Rejseforeningen
Fagforeningskontoret
Mestrenes Anvisningskontor
Bageriet i Grenaa - Sommeren 1903
Arbejdsforholdene - Kostsystemet
Et halvt Aar paa Endelave - 1903
Bageriet i Børkop - 1904

1904-1905. Arbejde i Silkeborg, Randers, Djursland mv.

Turen til Silkeborg
Smaajobs i Lem St., Randers og andre Steder
Bageriet ved Balle St. Vandmøllen paa Djursland
Forskelsbehandling

1905-1907. Rekruttid og Ordonnanstjeneste

På Session i Vejle Sommeren 1905
Arbejde i Æbeltoft til Nytaar 1905
Arbejdsløs
Soldat i Fredericia – 12. Batl. 4. Komp.
Rekruttiden
Ordonnanstjeneste
Lodtrækningen

1907-1915. Arbejde i Fredericia, Grenå, Randers, Vinding mm.

Bager i Fredericia til Sommeren 1907
Det Sorte Bageri i Grenaa
Bageriet i Hinnerup ved Randers
Hjem til Vejle i Pindsen 1908
Kostsystemets afskaffelse, bedre Arbejdstider
Bageriet ved Vindmøllen i Vinding
Bageriet i Lem ved Ringkøbing 1911
Bestyrer af Bageri i Trelde - 1912
Selvstændig i Bredsten - 1913

1915-1917. Indkaldelse til Sikringsstyrken

Skuddet i Sarajevo Sommeren 1914
Vagttjeneste på Fanø
Engelske krigskibe og Zeppelinere

1917-1948. Fast Arbejde på Arbejdernes Fællesbageri i Vejle

Giftermaalet i Sommeren 1918
Børnene og Sygdom i Familien
Familien flytter i Hus
Fællesbageriet

Epilog

Kilder

Forord

Denne levnedsskildring er en afskrift af originalen, som min farfar, Hans Hansen, på opfordring af Nationalmuseet i Brede, Etnologiske undersøgelser, skrev og indsendte d. 11. marts, 1955. På det tidspunkt var han pensioneret bager og boede i Valløesgade 25, Vejle.
Min far, Laurids Hansen, havde nogle få sider, som min farfar efterlod sig, da han døde i 1968. Gennem de sidste 30 år, har jeg således vidst, at den fulde skildring formentlig kunne findes på Nationalmuseet. I midten af 1990’erne startede jeg på at interessere mig for slægtsforskning og som følge heraf, pressede ønsket om at finde og rekvirere en kopi af skildringen sig på. I 1999 var der på internettet gjort en database tilgængelig, som resultat af et samarbejde mellem lokalarkiverne i Danmark.Ved hjælp af Danmarks Nationale Privatarkiv database på Internet fandt jeg registreringen af levnedsskildringen.

På stamkortet var anført følgende data:
Reg. Nr.: 1479, (NEU Nationalmuseets
Etnologiske Undersøgelser). Vejle top nr. 2252.
Jeg henvendte mig telefonisk til Nationalmuseets Etnologiske Undersøgelser i Brede, for at høre om det var muligt at erhverve en kopi. De henviste mig til Erhvervsmuseet i Århus, som havde arkiveret skildringen. Efter henvendelse her fik jeg heldet med mig, og for et symbolsk beløb kunne jeg erhverve en kopi af levnedsbeskrivelsen. Få dage senere modtog jeg kopien med posten, og det var med stor spænding, jeg åbnede den, og de efterfølgende dage læste levnedsskildringen. Levnedsskildringen lægger hovedvægten på at fortælle om hans liv som bagersvend omkring århundredskiftet dvs. fra 1898 og frem til ca. 1920.
Han blev gift i 1918, så den største del af skildringen beskriver hans liv som ungkarl og bagersvend.

Jeg har redigeret den oprindelige tekst så lidt som muligt, men har foretaget rettelser mht. tegnsætningen og stavning i begrænset omfang af hensyn til læseligheden. Dette for at være så tro mod den originale udgave som mulig. Jeg har endvidere taget mig den frihed at supplere skildringen med illustrationer, for at supplere beskrivelsen af steder, personer og begivenheder. Alle billedtekster, fodnoter og kommentarer i kursiv er indsat af mig og markeret med ”(Red.)”.
Min farfar døde som nævnt i 1968 knap 85 år gammel og på et tidspunkt, da jeg selv netop var fyldt 17 år. På grund af den store aldersforskel, kendte jeg ikke så meget til ham, så det er begrænset, hvor meget jeg har kendt til hans liv. Så meget desto
bedre er det, at han har efterladt sig denne levnedsskildring, der løfter noget af sløret om ham og hans liv for omkring et hundrede år siden. Det er mit håb at denne gengivelse vil være til gavn for familie og andre, der har interesse for lokalhistorie og specielt bagerfagets historie gennem en menneskealder. For os, der lever i en højteknologisk tidsalder med en høj levestandard, hvor moderne bekvemmeligheder er en selvfølge, sætter hans levnedsskildring vort eget moderne liv i et interessant perspektiv.

Jørgen Hansen
Viborg, d. 31. august, 2003

1883 – 1898. Født i Vinding som søn af Stenhugger Christen Hansen

Jeg er født på Vindingland som Søn af Stenhugger Christen Hansen og Hustru Ane Marie Hansen. Min Far stammede fra Horsensegnen født i Urlev 1838. Han lærte Stenhuggerfaget i Horsens. Min mor var født i Andkær 1842, men som ganske lille flyttede hendes Forældre til Tyregod sogn, som hun altid betragtede som sit Fødesogn. Hendes Forældre havde en lille Landejendom. Faderen var tillige Væver, som paa den tid udførtes som Hjemmeindustri i saakaldte Væverstuer. I mit Hjem var vi fire Søskende, 2 Drenge og 2 Piger. Min Bror var 10 Aar ældre end mig, og tjente paa Landet de første Aar jeg husker. Siden, efter at han havde aftjent sin Værnepligt, blev han arbejdsmand hos en Vand- og Gasmester i Vejle og arbejdede hos ham i mange Aar.

Fig. 1: Vand- og Gasmester Christian Julius Hansen, f. 26. jan. 1873 og d. 14. juni 1945 og hustru Sørine med børnene Magnus og Mary. Foto ca. 1910.

Det var jo paa den Tid Folk i Byerne fik rindende Vand indlagt i Husene. Min Bror lærte efterhaanden Faget og i 1910 nedsatte han sig som selvstændig Vand- og Gasmester og oparbejdede en betydelig Forretning. Han døde i 1945.

Fig. 2: Dødsannonce for Vand-og Gasmester i Vejle, Christian Julus Hansen i Social-Demokraten, 15. juni, 1945

En fire Aar ældre Søster (Johanne Mathilde Hansine Hansen, f. 27.04.1880, (Red.)) blev gift med Former Rasmus Petersen, som
endnu lever, min Søster døde i 1947. Min yngste Søster (Ane Marie Kristine Hansen, f. 18.09.1887 (Red.)) har aldrig været gift. Hun har ernæret sig som Syerske og har Fødehjemmet paa Vindingland, som blev ombygget i mine Barneaar.

Fig. 3: Former i Vejle rasmus Petersen og hustru Johanne samt børnene Lily, Karl og Ragnhild. Foto ca. 1920.

Fig. 4: Syerske Ane Marie Kristine Hansen, søster til Hans Hansen, f. 18-09-1887 i Vinding. Foto ca. 1910.

En skildring af Egnen i slutningen af det 19. Aarh.

Naar man tager ud i Vejles sydlige Bydel ad den nu saakaldte Fredericiagade, kommer man over et skovkranset Dalstrøg kaldet Mølholmsdalen. Ned gennem Dalen rinder en stor Bæk, som danner Skellet mellem Vinding og Vejle Kommuner. Der laa til først i det 19. Aarhundrede en Vandmølle kaldet Mølholms Mølle. Opad Bakken er i vore Dage vokset et stort Villakvarter, som sammen med det Vindingland, som ligger nærmest Byen, udgør et selvstændig Kirkesogn i Vinding Kommune. I min Drengetid laa der ved foden af Bakken en samling smaa, mest straatækte, Huse paa en 10-15 stykker. Det kaldtes dengang for Vinding Hule eller forkortet til (a Huel). Det saakaldte Vindingland er Strækningen langs Vejle Fjords Sydside og strækker sig ca en Mils vej i Øst til Ibæk i umiddelbar nærhed af det kendte Munkebjerg. I vor Tid fører der en Bilvej langs Stranden, og strækningen gennemkøres hver Time af Vejles Bybusser fra Morgen tidlig til sen Aften. I min Barndom saa det anderledes ud. Da fandtes der kun noget, man kunde kalde for Vej fra Vejle, og ca. to smaa Kilometer om langs Stranden til et Teglværk, som dengang var i drift, men for længst nedlagt. Denne Vej var som regel saa opkørt og Pløret, at det næsten var umuligt at Færdes og tilmed stod Vandet ved højvande over den, saa Færdsel ind til Byen for det meste maatte foregaa ad Søvejen eller paa Banelinjen, som ogsaa gennemløber Terrænnet dengang i et Spor. Det var ikke lovligt, men blev vist set gennem Fingre med. Naar man kom forbi dette Teglværk¹, hørte al vej op, saa fandtes kun tiltraadte Stier, og over sumpede steder maatte der balanseres paa nedlagte Sten.
 

Terrænnet bestod af ret høje skovklædte Bakker, som dengang strakte sig næsten helt ind til Vejle. Nu i Tiden har meget af Skoven og Bakkerne maattet vige for at give Plads til Byggeri og fyld til Vejanlæg. Paa aabne Pladser og Dalstrøg laa Beboelserne, nogle steder i smaa grupper, andre enebeliggende. Beboerne ernærede sig som Fiskere, Skibsførere og ved arbejde ved Banen eller paa Teglværket. Saa godt som alle ejede selv deres eget Hus, og alle havde Baade, som jo nødvendiggjordes af de daarlige Færdselsforhold. Indbyrdes forholdet mellem Beboerne var efter min Mening baade paa godt og ondt. Der kunde godt være meget Hjælpsomhed imellem dem. Den ene gik aldrig forgæves til en anden, hvis det gjaldt et stykke Arbejde, som der skulde flere Kræfter til at udføre.
Paa den anden side stod de meget stejle for en dels vedkommende. Skipperne havde deres Sammenkomster inde i Vejle, og de, som var beskæftiget ved Fiskeriet, var tilsluttet Fiskeriforeningen² paa den Nordre side af Fjorden, hvor der fandtes Forsamlingshus, hvori de afholdte deres Fester. Kun Nytaarsaften samledes de hjemmeværende unge for at skyde Nytaar ind. Turen foregik saa somme tider hele turen fra Mølholm til Munkebjerg. Traktementet bestod som regel af Kaffe, Æbleskiver og Punser til Mændene, og saa var der jo heller ikke langt til Vejle. Hvis noget særlig foregik derinde, tog de Unge gerne derind. For de gifte Familiers vedkommende var Nabosammenkomsten, hvor den tids problemer drøftedes ved en Kop Kaffe, den mest gængse form for underholdning.

1) Teglværket var Vindingland Teglværk (1857-1902), der lå på engen op mod Stampe Skov.

2) I Vejle Byhistoriske Arkiv, reg. nr: 2150 (631-01 Vejle Byhistoriske Arkiv) findes oplysninger om “Fiskeriforeningen for Vejle Fjord”, Hornstrup sogn, Vejle Kommune, Vejle, dervar etableret d.23.12.1893 og blev nedlagt d. 03.04.1984. Oplysningerne indeholder bla. medlemsfortegnelse 1893-1984.

Mit Hjems indretning

Mine Forældre havde deres eget Hus, et noget ældre Hus, som Far købte af en Enkefrue nede i Vejle. Hendes Mand havde, saavidt jeg ved, ejet Teglværket. Huset kostede 800 kr. Det syntes mig altid, at det ikke var indrettet som vore naboers. Det var indrettet med to lige store Stuer til begge sider af en gang eller Forstue. Stuerne maalte ca 4 og 30 Alen. Den største benyttedes til Spise- og Opholdsstue, den mindste til Sovekammer. Møblementet i Stuen bestod af en aflang firkantet Bord, 4 Stole, en saakaldt Slagbænk, som kunde trækkes ud og hvori et par af os børn blev puttet i til Natten, saa fandtes en Kommode, et Par Farvetrykte Billeder paa Væggene og et lille Stueur, en firkantet Kakkelovn til Træfyring. I Sovekamret stod 2 Senge ved hver Væg, under Vinduet imellem Sengene et lille Bord var, hvad der fandtes i Sovekamret. Ja, saa havde vi en Hængelampe i Stuen, belysningen var dengang Petroleum. Stuerne til den anden side var nøjagtig samme størrelse. Saa var der Forstuen, som vel var ca et par Alen i Bredden og ca 3 Alen lang, denne udgjorde det tilllige som Køkken. Det første, husker jeg, bestod Gulvbelægningen af smaa Brosten, siden Cementbelægning, et lille Køkkenbord fastgjort til den ene Væg, et langt smalt Køkkenskab ved Modsatte Væg. En stor aaben Skorsten, derunder en lille muret Bageoven, oven over denne en jævn Plads til Fyrsted, som dengang foregik under Jerntrefødder, det var indretningen i begge sider af Huset. En bagdør udgjorde indgangen til denne side. Denne Lejlighed havde mine Forældre engang lejet ud, men det var før jeg husker, nu brugtes det som Brænde og Pulterum.

Økonomiske Forhold

De økonomiske forhold var meget smaa dengang. Baade Far og Mor gik ud paa Arbejde for nogenlunde at faa det til at gaa rundt, for Mors vedkommende dog ikke saa meget, da jeg og min yngste Søster var hel smaa. Siden passede min større Søster os, og saa blev det næsten hver Dag hun var ude. I første del af min Barndom arbejdede hun mest paa Teglværket om Sommeren. Arbejdet bestod i at renskære de raa sten, glatte i kanterne og jeg fulgte gerne med hende.

Fig. 5: Vindingland Teglværk o. 1895.

Der var mange spændende ting at se og lære. I Høsten var hun i flere Aar Beskæftiget paa en stor Gaard, som laa et stykke oppe i landet; jeg var senere deroppe. Et par Somre senere søgte Mor ind til Vejle og vaskede for Familjer derinde, det gav større Dagløn o. 1 Krone per Dag. Ved Arbejde paa Landet kunde Kvinder kun tjene 50 til 75 Øre per Dag og Arbejdstiden var længere. Vi Drenge havde snart lært at ro en Baad lige saa tidlig, som vi kunde gaa, og Sommerbrændet (Kvas) sejlede vi ned for at hente Hjem fra Skovene Østen for vort Hjem, ligesom vi hurtig lærte at fiske paa flere Metoder. Fjorden var dengang meget mere Fiskerig end nutildags. Vi kunde let stryge en halv Pot Rejer ved at vade ud i Vandet med et Vod, som var lavet til det brug, og samtidig samlede vi nogle Smaafisk fra, som vi brugte til at sætte paa Kroge som Agn for Aal. Krogene satte vi saa ud om Aftenen, saa skulde vi op før Solen stod op ellers kom Storken og røgtede dem for os. Om Sommeren begyndte mine Forældre Arbejdet Kl. 6 Morgen og skulde op ved 4½ tiden for rettidig at naa til deres Arbejdsplads. Min Fader fik saa smurt Mad med til hele Dagen, saa spiste vi Middag om Aftenen ved Kl 7½ tiden. Vi Børn sørgede saa selv for at faa Mad, som mest bestod af Kaffe med Brød, med Sukker som Paalæg.Apropos Kaffe, Kaffe lavedes dengang ikke som nu, det blev lavet i en Kobberkedel, hvori Kaffen, Vandet og Cikorie³ som dengang solgtes i aflange tykke stænger, kom i. Naar dette var i Kedlen, bragtes denne i kog, hvorefter Kaffen skulde Bundfælde og var saa færdig til brug.

3) I 1800-tallet fandt man på at bruge cikoriens pælerod, der blev tørret, ristet og malet ganske fint. Ved ristningen omdannes plantens sukker og stivelse til karamel, hvilket skulle give en kaffelignende bitter smag med stor farvekraft. Cikorie har den egenskab, at den kan fremhæve smagsstoffet fra kaffebønnen. I rigtig dårlig tider måtte man helt undvære kaffebønnerne og nøjes med cikorien, tilbage var så den bitre smag og mørke farve. Under 2. Verdenskrig brugte man også erstatningsprodukter som det berømte Richs, der også indeholdt cikorie.

Fars Arbejde

Om Sommeren arbejdede min Far mest med kampestensmureri, enten Mur for Vand eller for stejle Skrænter. Det tog særlig opsving, da bedrestillede Folk inde fra Vejle fandt paa at bygge Sommerhuse i det smukke Terræn i nærheden af Munkebjerg. Paa selve Munkebjerg udførte han ogsaa meget Arbejde, ligesom der ogsaa jævnligt kom bud efter ham fra den Nordre side af Fjorden, hvor der ogsaa rejste sig et stort Omraade med Bebyggelse, og da der dengang byggedes meget med Kampstensmur som Grundmur, havde han som regel nok at lave om Sommeren. Om Vinteren Arbejdede han mest i Skovene langs Fjorden. I gamle Vandløb og Slugten fandtes mange store Sten, som han ryddede op af Jorden og tilhuggede til Brosten og solgte til Vejle Kommune. Dette Arbejde gav dog ikke stor fortjeneste da fragt ind til Byen var baade besværlig og forholdsvis dyr.

Fig 6: Stenhugger Christen Hansen, f. 5-11-1839 i Vinding i arbejde ved Vejle Fjord. Foto ca. 1910.

Kommentar (Red.): Der er et sagn knyttet til Munkebjerg på den sydlige side af fjorden og Bredballe, nærmere betegnet Kirkebakken, på den nordlige side. I den tidlige middelalder lå der et stort munkekloster ved Vejle fjords sydlige bred. Det ældste Munkebjerg hotel var til dels bygget hen over klostrets ruiner. Men endnu kan man dog flere steder i skoven finde rester af den kampestensmur, der har indhegnet klosterhaven, og inden for dette område vokser stadigt sjældne vækster, for eksempel takstræer, som man jo ellers ikke møder i en dansk bøgeskov. Ovre på den anden side af fjorden boede nogle fæle trolde i en høj, der kaldes Stejlbjerg eller Gormshøj, efter Gorm den Gamle. Han benyttede bjerget som udsigtshøj, når han utålmodig ventede sine vikingeskibe hjem fra fjerne plyndringstogter. Dengang var Vejle fjord kun en bred å, der nåede helt op til kongens havn ved Skibet. Nu var Gorm forlængst død, og landet blevet kristnet, men nisser og trolde huserede længe livligt i Danmark. Troldene på Stejlbjerg følte sig ilde berørt af kapellets klokker overfor, og en dag tog en af de ugudelige skabninger en vældig sten, der kronede Gormshøj, og slyngede den i ubændigt raseri tværs over fjorden mod munkeklostret. Stenen nåede ikke sit mål, men faldt ned ved foden af bjerget og slog et stort hul, der dannede en Sø. Stenen blev først taget op af søen i 1870’erne, men den bærer endnu mærker af troldens kæmpehånd, man kan tydeligt se, hvordan fingrene har krummet sig ind i den grå granit. Dette er forhistoren om Munkebjerg, således som den blev fortalt af Ole Nielsen, når han med et polisk smil udbredte sig om det sted, hvor han havde grundlagt sit hotel. Det er i familien overleveret at den omtalte klippeblok er anbragt af Kristen Hansen, som også har hugget håndaftrykket ind i den. Den ligger der stadig den dag i dag.

Min skoletid

Da jeg var 6½ Aar gammel tog min Mor mig ved Haanden, og vi vandrede op til Vinding Skole, jeg skulde have paasat Kopper⁴
Der var langt, vel en god halv Mils Vej, og det var Efteraar nærmest Vinter, saa jeg husker, jeg frøs. Jeg var formanet til ikke at skrige, det var jo bare et par smaa Rids. Jeg tror heller ikke, jeg skreg, husker dog der var mange som gjorde det. Jeg syntes ikke det var saa slemt, men et par Dage efter bulnede de rigtig ud til nogle store og ømme Krabater, som gjorde smertelig ondt saasnart jeg kom til at støde dem, og saa var det slet ikke saa faa Taarer de pressede ud af mig. Naa, det var jo kun en overgang.

Fig. 7: Hans Hansens kokoppeattest dateret d. 6. juni, 1891.

Om Foraaret begyndte saa skolegangen og ifølge med nogle større og mindre Kammerater mødte vi en April Morgen paa Skolen og blev indskrevet. Vi skulde give besked om Alder og Fødselsdag. Jeg husker, at jeg ikke kunde hitte rede i, om det var den 5te eller den 15dende November jeg var født og maatte have besked med næste Dag. Skolen var inddelt i 4 Klasser, dog kun med to Værelser saa de to mindste Klasser og de to største Klasser var delt i hver sin side af Klasseværelserne. Der var en første og en anden Lærer, som vi skiftevis havde til Formiddag og Eftermiddag med Skolegang 5 Dage ugentlig, dog for 3.- 4. Klasses vedkommende kun to halve Dage om Ugen om Sommeren. Alle Bøger og Rekvisitter, som vi skulde bruge, skulde vi selv anskaffe. Der fordredes en Regnebog (Chr. Hansen’s)⁵ første del, en lille Katekismus, en Tavle, 1 Skrivehefte, en A.B.C. til at begynde med. Siden skulde anskaffes Bibelhistorie, Danmarkshistorie og Geografi og anden del af Regnebog.

4) Som det fremgår af kokoppeattesten husker han lidt forkert. Han var 7½ år gammel.

5) Christian Hansen var regnelærer, og hans første regnebøger blev brugt allerede fra 1861. Bøgerne blev trykt lige indtil 1946. På det tidspunkt var der trykt næsten 2 mill. eksemplarer.

Undervisningsfagene og Lærerne

Ved Førstelæreren⁶ havde vi Dansk, Religion og Sang. Læreren var meget musikalsk, saa Sang var et Fag han gjorde meget ud af. Det blev altid udført med violinledsagelse, som han selv spillede, og opdagede han en falsk Tone kunde Violinbuen godt komme i sving paa Vedkommendes Ryg saa Buestrengene sprang. Andenlæreren havde os til Regning, Skrivning, Geografi og Gymnastik, ja vi havde sandelig ogsaa Gymnastik, det vil sige kun om Sommeren i godt Vejr. Øvelserne bestod mest i Kropsvridning og Kropsbøjning, knæløftning og lignende. Saa fandtes ligeledes et saakaldt store og lille Klatreværk. Det store Klatreværk, en Galgeformet tømmerkonstruktion med en Glatstang og Glattov. Tilbygget var en Skraastang med Haandgreb i begge sider, hvori vi øvede Armbøjning og Armgang.

Andenlæreren var en ung Mand, en Gaardmandssøn, som boede i nærheden af Skolen, han var lige kommen fra Jelling Seminarium og var en dygtig Lærer, som vi havde meget respekt for. Det var ham, der foretog større Afstraffelser. Dengang hørte Prygl med i Opdragelsesmetoden og Spanskrøret stod i en Krog af hans Klasseværelse. Ved mindre Afstraffelser fik vi et vist antal slag i den flade Haand med en Lineal. Jeg syntes dog ikke Prygleri blev overdrevet.

Fig. 8: Vinding gamle skole o. 1895.

6) Førstelæreren hed Krarup-Hansen.

Tekniske opfindelser - Grammofon og Elektrisk Lys

Vi var dengang inde i en tid, hvor nye opfindelser for alvor var ved at tage fart. Aviserne skrev lange Spalter om Manden i Amerika⁷ som havde opfundet det hvide Lys, som snart ogsaa vilde komme her til Landet. Cykler var ogsaa ved at komme frem, dog var de saa sjældne at hvis én opdagede en Cyklerytter, straks med høje Raab gjorde hele Skolen opmærksom paa Fænomenet, og saa blev der fart paa for at komme hen til Landevejen og beundre Uhyret.

Jeg husker ogsaa, at jeg hørte den første Grammofon i Skolen. Førstelæreren meddelte os, at hvis vi næste Dag fik 10 Øre med, kunde faa Lejlighed til at høre en Talemaskine. Det var for os helt Vidunderlig og gav anledning til Diskucion hele frikvarteret og paa Hjemvejen fra skolen, og jeg tror nok alle havde 10 Øren med næste Dag, og vi ventede spændt paa Manden med Maskinen. Han indfandt sig om Eftermiddagen, og vi samledes i et af Klasseværelserne for at høre Underværket. Det bestod af en aflang Kasse lignende de første Radioer, som kom paa gang. Ud af Siderne paa den sad en 4-6  gummislanger, som i yderste Ende var todelt med en Dup til at sætte i Ørerne. Maskinen blev trukket op med Haandsving og 4-6 Børn anbragt rundt Apparatet med Gummislanger i Ørerne, og saa hørte vi paa omgang Programmet, som bestod af Fatter og Mutter skændes og varede vel ca. 5 Minutter. Som det sees var mange nye ting ved at komme frem. Jeg husker saaledes ogsaa, at der kom en Amerikansk Damper med en Kornlast til Vejle, og som havde Elektrisk Lys Ombord. Baaden var saa stor, at den maatte losse noget af sin Last i andre Smaaskibe paa Reden fordi den stak for dybt til at gaa i Havn med fuld Last. Der var stor ryk ud med Baade inde fra Byen for at see det mærkelige Lys og vi Børn tiggede for Far for at faa ham til at sejle os ud for at se det mærkelige Lys, hvad han ogsaa gjorde. For mig blev det en skuffelse, jeg syntes det var lige saa rødt, som Lyset fra vor Lampe derhjemme.

7) Thomas A. Edison, 1847-1931. Opfundet i 1879.

Lærernes aflønning

Jeg ved ikke rigtig, hvordan Lærerne blev Aflønnet, men da der hørte et Landbrug med til, vel en halv snes Tønder Land og Bønderne desuden om Høsten leverede en hel del Furage saa der holdtes en 8 a 9 Malkekøer og en lille Hest, antager jeg dette udgjorde Førstelærerens Løn. Om han saa selv aflønnede Andenlæreren fik jeg aldrig rede paa. Der holdtes Karl til at passe Bedriften, desforuden ofredes der til Højtider til Præst og Degn, ligesom vi ved Afgang ved Konfirmation havde Penge med til begge Lærere og Præsten, alt efter økonomisk Evne. Skolekøkken, Haandarbejde, Bespisning, Sløjd og lignende var ukendte begreber dengang.

Tjenestedreng på Landet

Et par Aar efter begyndelsen af mine Skoleaar var jeg et par Somre paa en stor Gaard, jeg hjalp Røgteren, der var ca. 28-30 Kreaturer. Jeg sov dog hjemme om Natten og mødte saa ved 6 tiden om Morgenen til Morgenmaaltidet, det bestod af stegt Flæsk, som kom paa Bordet i en stor Pande, saa vi alle kunde tage et stykke at lægge paa Brødet, efter dette et stykke Sigtebrød til en Kop Kaffe. Ved 11 Aarstiden fik jeg fast Plads paa en mindre Ejendom paa 10 Tønder Land, Besætning 4 Malkekøer, en Jydsk Hest, et Par Ungkreaturer. Det var ældre Folk, deres Børn var bosiddende, og jeg havde det næsten som Hjemme. Der var nok at bestille, men jeg fik altid fri, saa jeg havde tid til at læse og gøre mine Skolesager færdig. Den værste tid var Efteraar for Manden gik ud at Slagte, saa naar vi kom hen ad November kunde vi regne med ikke at see ham Hjemme om Dagen før efter Jul. Saa maatte Konen og jeg selv passe Bedriften, saa vi havde tit baade Kartofler og Roer at tage op, men Konen var meget god ved mig. Jeg kom op om Morgenen ved tiden, saa skulde jeg rense ud under Grise, Køer og Hesten og have Mælken kørt til Vejen, hvor Mælkekusken tog det med til Mejeriet. Saa spiste vi Davre, der fik vi altid Kaffe med rugbrød og Sigtebrød til Morgenmad, saa var jeg færdig til at gaa til Skole, som laa tæt ved, hvor jeg tjente. I denne Plads var jeg til Vinteren, jeg skulde gaa til Præst til Konfirmations-forberedelse, denne Vinter var jeg hjemme. Da skulde jeg gaa 4 Dage i Skole og to halve Dage til Præsten, saa var der jo næsten ikke tid til andet. Denne Vinter havde mine Forældre Sølvbryllupsfest, hvor blandt andre min tilkommende Læremester var med, vel nok fordi min Mor Arbejdede en hel del for dem, og da blev det saa bestemt, at jeg skulde i Lære hos ham til 1ste Maj 1898. Det havde ellers altid været min lyst at komme til Søs og var ogsaa saa godt som bestemt, at jeg skulde med en Kaptajn, som havde en tremastet Skonnert og boede i Nabolaget, men paa Rejse fra London til Vejle med en Ladning Kul blev baade Skib og Besætning borte, og der fandtes aldrig spor af dem. Der var flere af mine gamle Skolekammerater med, saa det tog jo noget af lysten til at fare til søs.

Kommentar (red.): Den omtalte tremasters skonnert var “Taikun”, fra Vejle. En egetræsskonnert bygget i 1868 i Øevelgrønne (Altona). Skonnerten var på 330 Brutto Reg. Tons og tilhørte Reder C. Holm. Den 28. november 1897 sejlede den ud fra Grangemouth, en lille havneby lidt vest for Edinburgh i Skotland med kurs mod Vejle lastet med 421 tons kul. Kort efter afsejlingen forsvandt skibet med 8 mand ombord. Ved søforhøret i Vejle d. 14. april 1898 er følgende information at læse: “Kort efter Afsejlingen fra Grangemouth indtraf heftige Storme fra NV, og da der senere savnes enhver Efterretning om Skib og Besætning, må det anses for utvivlsomt, at disse Storme have foraarsaget Skibets Forlis.
Den forulykkede Besætning var følgende:

Kapt. N. L. Lauridsen af Vindingland,
Styrmand M. C. Christensen af Vejle,
Letmatros H. V. Eriksen af Odense,
Letmatros O. L. Andreasen af København,
Ungmand H. C. P. Henriksen af Engom,
Ungmand A. Panduro af Jerlev, Ungmand P. C. Frandsen af Kornum og
Kok F. Nielsen af Sønderho.
Rettens søkyndige Medlemmer ses at have skønnet: “At Skibet har været tilstrækkelig bemandet og ikke kan antages at have været overlastet”.

Kilde: Dansk Ulykke-statistik
http://www.sbib.dk/dansk-soeulykkestatistik.
10838.aspx, 1897.

Konfirmation - 1898

Vi fortsatte med Konfirmationsforberedelser. Vi var mange, der gik til Præsten denne Vinter, saavidt jeg husker et par og tyve.
Ved Præsten var det mest Religion, Trosbekendelse og Salmer vi afhørtes i. Vi samledes i et Værelse i Gavlen i et af Udhusene til Præstegaarden og saa oprandt den sidste Dag vi skulde tage Afsked med Skolen og Præsten. Vi havde alle Penge indsvøbt i Offersedler til begge Lærere og Præsten og trakteredes med Kaffe ved Førstelæreren og Præsten samt formaninger om at skikke os vel samt Held og Lykke med Fremtiden. Næste Søndag⁸ afholdtes saa Konfirmation i Kirken. Vi anbragtes efter Alder og Afhøringen i Bibelhistorie og Testamente. Altergang foretoges samtidig og saa tog vi Hjem til Festen i Hjemmet, som ikke holdtes i saa stor Format som nu tildags. Det tillod de Økonomiske Forhold ikke.

I mit Hjem var mine Søskende samlet ellers var ingen Fremmede og vi fik da ogsaa bedre Middag end vi plejede, men ellers var ingen større Fæstlighed. Jeg fik selv lov at udtage Mit Tøj ved en Skrædder i Vejle.Det skulde selvfølgelig være Mørkeblaat og syes som Søfolkene brugte det deromme ved Stranden. Saa fik jeg et Cigarrør af Rav og Mærskom, som dengang var højeste Mode blandt Konfirmander, en Salmebog fra nogle Naboer og saa husker jeg ikke mere.

8) Konfirmationen foregik d. 18. April 1898 i Vinding kirke.

1898-1902 I bagerlære i Vejle

1ste Maj 1898 mødte jeg saa og blev præsenteret for min Læremester⁹, Sven, og den øvrige Familie, og jeg begyndte Arbejdet i Bagerfaget, som strakte sig gennem Aarene fra 1898 til 1948, da jeg syntes Alderen begyndte at gøre sig gældende. Det var en hel Omvæltning for mig at komme ude fra Landet, hvor vi omgikkes hinanden jævnt og ligetil og til Byen, hvor Omgangsformen var helt anderledes. Jeg begyndte, naar jeg tiltalte min Læremester, at nævne ham ved Efternavn, men fik hurtig at vide, at her hed det Mester, naar jeg vilde ham noget. De gamle Laugs-bestemmelser sad dem endnu i Blodet, ligesom jeg fik paalæg om at holde Øjne aabne naar jeg færdedes paa Gaden og Hilse paa Mestre og Svende jeg eventuelt mødte paa min Vej. Det første par Aar af min Læretid var ret gode. Senere blev det mere Problematisk.

9) 1900 var han i i lære hos Bagermester Christian Thomsen Terp, der var gift og havde 2 døtre og en søn. Desuden var der i forretningen en bagersvend Christian Georg From.

Bageriets indretning

Bageriet var indrettet med to Rum, et saakaldt Yderbageri, hvor Ovnen fandtes; et aflangt Rum ca 7+5 Alen med Borde langs Ydervæg hele vejen rundt. Noget af Bordpladsen var et Dejtrug til Rugbrød. Dækslet kunde saa løftes op, naar Rugdejen skulde laves.

Saa stod der en Grubekedel, som gjorde det ud for Dampkedel, saa nogle saakaldte Stikker. (Ribber til at stikke Plader i).
Saa var der Inderbageriet, et mindre Rum op langs siden af Ovnen; der fandtes Truget til Lægning af Fintbrød. Det var tillige beregnet til Raskerum, hævning af Brødet før Bagningen. Oppe ved Loftet var fastgjort dobbelt række Lægter rundt hele Vægpladsen, hvor vi kunde stikke Plader op med Brød, som skulde hæve.Et tætsluttet Laag paa Grubekedlen med et rør, som førte ind i Inderbageriet, sørgede for Damp til hævning af Brødet. Ind fra Inderbageriet førte en Dør ind til et lille Lagerrum, hvor der tillige fandtes en Murdel, en rund Stenbeholder, hvori sad en rund Kugle paa størrelse med en Fodbold. Til denne Kugle, som var af haardt Træ, var fastgjort en stang, som stak op i en Jernring, som var anbragt i et Stativ fastgjort i Væggen ved Loftet. I dette Apparat rev og stødte vi Mandler og Nødder, sombrugtes til at strø paa Wienerbrød og til Kransekagemasse, Rundmakroner og lignende.

Det blev noget af mit første Arbejde at slide i denne. Jeg syntes, det var det haardeste Arbejde, der fandtes. Særlig Kransekagemasse var haardt; det blev sejt og klæbrig og kunde rigtig presse Sveden ud, men det var der ikke noget at gøre ved. Jeg fik aldrig Hjælp til dette Arbejde, kun udskæld og om igjen, hvis det ikke var, som det skulde være. Ellers syntes jeg ikke, at jeg blev overpræsset. Rugdej, som vi havde 2 Tønder af hver Dag, og som udelukkende foregik med Haandkraft, kom jeg ikke mer med end jeg kunde holde til. Maaske fordi min første Læresvend, som var stor og meget kraftig, lige saa let selv kunde gøre den færdig. Mit meste Arbejde ved dette Arbejde bestod mest i at veje de stykker af, som de forskellige Vægtenheder paa de færdige Brød skulde have. Saa satte Svenden dem i Værk og Mester langede ud, det vil sige han arbejdede stykkerne til saa Mester kunde rulle dem ud i den Fason, de færdige Brød skulde have. Saa blev de strøget over med Klister, sigtemel udrørt i vand, et Arbejde som jeg besørgede, og naar de saa var tjenlig, skuede Mester dem (skue betyder at indsætte dem i Ovnen). Vi havde en stage, som tog 3 Brød ad gangen.

Læretiden

Min Læretid var fastsat til 4 Aar for en Løn for alle fire Aar af 100 Kroner + Kost og Logi. Jeg havde ingen Lærekontrakt, som ellers brugtes. Jeg synes, det er de længste Aar af mit Liv. Jeg mærkede hurtig, det var rigtig Slaveri, jeg var kommen i. Arbejde fra Kl 2 Morgen til 6-7 Aften. Aldrig Fri kun Juledag holdt vi stille. Jeg var gjerne saa søvnig om Natten naar vi skulde op, at jeg ønskede at falde ned ad trappen og brække et Ben, saa fik jeg da fred saa længe. Vort soverum, et lille Værelse oppe under Taget, hvortil en Trappe førte fra Bageriet til en Lem i loftet. Naar vi opholdt os paa Værelset kunde vi lukke Lemmen. Paa Værelset fandtes et fast Skab, et lille Bord, 1 Stol, en simpel Dobbelseng. Svenden og jeg sov sammen, underlaget var Halm, som jeg ikke Husker blev udskiftet i den Tid, jeg var der. Det var et daarligt Rum, men vi kunde da lukke varme op fra Bageriet.

Brødfremstilling

Arbejdet i Bageriet blev, som før nævnt, begyndt ved 2 Tiden Morgen. Der blev kaldt af Natpolitiet, som havde lidt Ekstrafortjeneste ved at banke Bagerne op. Saa begyndte jeg at tage Træ ud af Ovnen, Træet var lagt til Tørre i Ovnen Aftenen før, og sætte det i Ovnen igjen paa en dertil bestemt maade og saa stikke Fyr. Dernæst tænde op under Kedlen. I mellemtiden havde Svenden lagt Wienerdej og Bløddej,saa blev der rullet smør paa Wienerdej og saa kom Mester gjerne og hjalp med at slaa dette op samt fyre Ovnen færdig. Mit Arbejde blev at lave det saakaldte Skillingsbrød, slaa rundt op og skære Krydderboller, og naar vi ved 5½ tiden var færdig til Udbagning, som Mester gjerne foretog, at tage Plader væk fra Ovnen samt glasere Brød og faa det bragt i Butikken. Saa blev der lavet Sigtebrød, Franskbrød. Det kom jeg de første Aar ikke meget med til, da jeg i den tid var rundt i Byerne med Morgenbrød. Ved 9 tiden var vi gjerne færdig til at begynde paa Rugdejen, som det tog en god Time at faa æltet. Saa skulle den ligge at syrne en god halvtimes tid, det kunde variere lidt, men naar vi stak Dejpladen ned og trak den op, kunde den saa give en pris, naar man lugtede til den, var den tjenlig til at slaa op. Jeg har hørt saa meget om at de gamle Bagere æltede Dej med Fødderne. Jeg har aldrig set det og tror ikke paa det, men det var haardt Arbejde. Derimod brugte vi, naar den var færdig til at slaa op, at dække den med rene Sække og springe op i Truget og trykke Dejen sammen med Knæene. Vi havde gjerne Rugbrødene i Ovnen til Middag, saa spiste vi til Middag. Kosten var god og indtoges samlet for hele Familien i en lille Værelse bag Butikken. Naar dette var overstaaet sov Svenden imens Brødene bagtes ca 2½ Time. I denne tid skulde jeg saa gøre Bageriet rent og rense Plader og saa kalde paa Svenden, som saa tog Brødene af Ovnen. Mit Arbejde bestod i at tage dem væk fra Ovnen, anbringe dem paa Bordene og Klistre dem i kartoffelmelsstivelse, som gav dem en pæn Glinsende Kulør. Naar de saa var afdampede, skulde jeg pakke dem sammen i et Brødkammer ved siden af Bageriet. Mester saa vi sjældent om Eftermiddagen, han gik i Byen eller kørte paa Landet et par Gange om Ugen med Rugbrød. Naar vi var færdig med Rugbrødene var der mange andre ting at lave; jeg skulde ud med Brød i en Trækvogn til Udsalgssteder og til Bonden, som holdt i Købmandsgaarde og andre, og naar jeg kom hjem, hjælpe til med at lave Smaakager, skære smaa Tvebakboller og tørre dem samt lave forberedelser til næste Nat. Vort sidste Arbejde bestod i at kløve Brænde, der skulde meget til en Dags forbrug. Svenden kløvede det, og jeg bar det ind og satte det i Ovnen til tørre. Ved 6-tiden var Svenden gjerne færdig, men jeg skulde til igjen at rydde op i Bageriet. Der blev aldrig sørget for, at jeg ogsaa blev færdig i ordentlig tid. Aftensmaden som indtoges ved 6-7 tiden bestod af Rugbrød, Sigtebrød samt Te (smurt Mad med Paalæg). Til næste Nat blev der sat en Kande Kaffe og smurt Mad over i Bageriet. Frokost til Svenden og mig blev ogsaa bragt over i Bageriet. Svenden fik en snaps og en lys Øl til, jeg fik Kaffe.

Forholdet mellem Mester og Svend

Kosten var baade god og rigelig det første par Aar, det er ogsa det eneste godt, jeg kan huske saalænge jeg var i Lære hos ham. Jeg blev altid behandlet haardt, nærmest brutalt af min Mester. Kunde aldrig faa fri til at komme sammen med jævnaldrende eller faa lov at komme i Teater eller Fester som holdtes. Jeg husker engang, der var Cirkus i Byen, og jeg havde samlet saa mange Drikkepenge at jeg havde til Billetten. Mester var i Byen, saa jeg mente nok, jeg kunde klare Fripas uden han opdagede det, og var klædt paa, da han heldigvis kom Hjem og spurgte, i hvad anledning jeg var i Kisteklæ’r. Jeg spurgte saa om Forlov til at gaa i Cirkus. Jeg fik besked hurtigst mulig komme af Tøjet og i Seng.

Min Læremester var Enkemand, da jeg kom i Lære. Der var fire Børn, 2 Voksne Døtre, som forestod henholdsvis Husholdningen og Ekspedicion i butik, 1 dreng og en Pige, som gik i Skole. Jeg kom godt ud af det med hele Familien ogsaa Svenden, det var kun min Læremester, det var galt med. Vi troede alle han var en Velsitueret Mand, det regnedes da for det var en god Forretning han drev. Det viste sig ikke at være tilfældet, maaske derfor han var saa hidsig og ude af Sindsligevægt. Min Læresvend, som var en rolig dygtig Svend, begyndte han ogsaa at overfuse, og det endte med at han rejste.

Nu kom en Periode, hvor vi fik en stor, stærk og fyrig Svend, jeg tror han var fra Silkeborg, han gav raat for usødet, naar der kom nogen i Vejen, og jeg tror Mester var en smule bange for ham, saa der gik da et halv Aars tid, saa vaagnede jeg en sen Sommeraften ved en forfærdelig Skænderi nede i gaarden. Det var Mester og Svenden, de havde hver for sig været paa Værtshus og godt varmet op kommen op at skændes om Hesten, som stod paa Græs paa Engen og Mester havde sagt til Svenden om at jeg skulde flytte Hesten, hvad han ikke havde gjort. Jeg kunde høre Mester raabe op om, det var godt gjort at man havde en paa 16 og en paa 27 og saa kunde de ikke engang huske at flytte en Hest. Svenden gav igjen, om han bildte sig ind at han var kommen for at passe paa hans spattede Hest, saa kunde han tro om igjen, for der blev ikke arbejdet mer her. Naa Svenden kom op paa Værelset, han bandede noget over Mester og sagde, at han egentlig fortjente et Par Lussinger, og bad mig kalde paa Mester, naar vi skulde begynde, for han vilde ikke op. Dette gjorde jeg saa, og Mester kom ogsaa, og det var slet ikke meningen han vilde af med ham. Han bad mig prøve, om jeg ikke kunde faa ham op, men der var ikke noget at gøre, han rejste da han fik udsovet.

Fnatkuren

Som engang før nævnt skulde Svenden og jeg Sove i samme Seng, og jeg havde i længere tid lidt af en kløende og svidende Udslæt og omtalt det for baade Mester og Svend. Der blev dog ikke gjort noget ved det, og der dannede sig Saarkager i flere Ledder paa Kroppen af mig. Saa kom der brev til Mester fra den afrejste Svend til min Mester, at han skulde sørge for at jeg kom under Lægebehandling, da det var Fnat, jeg havde. Svenden havde selv været ved Læge og faaet konstateret, at han led af det samme. Nu var det saadan at en Kur for denne Lidelse paa Sygehuset i den By, hvor jeg var i Lære, tog en Maaned, og Mester vel ogsaa ikke holdt af, at det rygtedes i Kvarteret, besluttede at jeg skulde til Haderslev, som dengang var Tysk, hvor de ordnede saadan en Historie paa et Døgn. Mester rejste med derned, jeg blev undersøgt ved en Læge og fik Indlæggelsesseddel til Hospitalet. Jeg maatte blot ikke sige, at jeg var nord for grænsen, for saa kunde der godt blive Vrøvl. Saa indstuderede min Mester mig i at fortælle, at jeg var fra Christiansfeldt. Der navngav han en Familie, jeg skulde sige, jeg var hos. Han stammede selv fra denne Kant. Det gik ogsaa alt sammen godt nok, jeg blev anbragt i et Badeværelse, hvor der stod en Seng. En Karl kom og Indsmurte mig i en Sæbelignende Substans, svøbte et Tæppe om mig og lagde mig i Seng. I dette laa jeg vel et Par Timer, saa stillede han igjen medbringende en gul Væske i et Vaskefad og en Kalkekost, og saa Malede han mig fra Hoved til Fodsaal i dette. Det føltes, som om det var smeltet Bly, han overtrak mig med. Han kunde nok høre paa Sproget, at jeg ikke var fra disse Egne og frittede mig ud om, hvor mange Heste og Køer vi havde, hvor jeg kom fra. Tilsidst lod jeg, som jeg var syg og helst ville have ro. Ved ti tiden kom en Sygeplejer med Te og Franskbrød og spurgte, om jeg var bange for at ligge ene, hvad jeg benægtede, og jeg fik ro for Natten. Ude paa Gaden kunde jeg høre det Tyske Militærmusik marchere gjennem Gaderne, der afholdtes Sedanfest. Næste dag ved samme Tid, som da jeg blev indlagt, kom jeg op og i Bad og Kuren var færdig, men jeg var næsten ogsaa som født paa ny. Al den gamle Hud var som trukket af og det nye Skind sprang i alle Ledder, saa jeg næsten ikke kunde gaa, men Hjem kom jeg da, og maatte begynde at Arbejde næste Nat.

Fagbevægelsen

Mit fag var ved at skifte Karakter. Bagerne begyndte mer og mer at optage Conditorer ind i det daglige Arbejde og Mestrene byggede en Fabrik til fremstilling af Rugbrød. Samtidig opførte Byens forskellige Fagforeninger og andre, som sympatiserede med disse, at opføre et Arbejdsbageri for Aktie a 10 Kr pr stykke, saa var det slut med at lave Rugbrød med Haandkraft her i Byen for de flestes vedkommende.
Bagersvendene havde ogsaa Fagforening i Byen, men den stod paa svage Fødder. Der var snart lige saa mange uorganiseret som organiseret Svende. Det varede mange Aar inden vi havde alle med. Arbejde uden nogen fast Fritid, uden Fridag, uden Kostpenge fandt sted til flere Aar efter. Gik en Svend hen og skulle giftes var det ensbetydende med at han maatte forlade Faget og søge ind i arbejdsmandens rækker. Alene som Havnearbejder kendte jeg 6-7, som havde maattet forlade Faget af den Grund. Der blev gjort mange forsøg, men det varede længe inden det lykkedes at skaffe Arbejdsforhold, saa vi kom paa linje med andre Haandværkere.

Strejke i 1898/99

Jeg husker saaledes en Strejke Bagersvendene her i Vejle lavede, det har været i 1898 eller 99, det var, mens jeg var under min første Læresvend. Hvor store krav de stillede, husker jeg ikke, men jeg husker da at mindstelønnen skulle være 10 Kr pr Uge. Svenden ved os var udenfor Fagforening og fik 10 Kr om Ugen og vilde ikke strejke, hvad Mester syntes vældig godt om, og inviterede ham med i Byen om Aftenen og Bølgerne har nok gaaet højt, kunde jeg see, da vi begyndte om Natten, for da der var gaaet kort tid, forsvandt Svenden og blev borte. Jeg blev sendt ud at lede ham op, men fandt ham ikke første Gang. Det var Sommer med Lyse Nætter og jeg blev sendt afsted igjen. Nede bag Bageriet laa en lille Aa og bag denne stragte sig Enge langt ind i Landet. Det var i Høbjergstid og der stod fuld af Høstakker. Jeg gav mig til at gennemsøge disse og fandt endelig én, hvor Taaen af en Gymnastiksko stak ud. Jeg fik rusket Liv i Ham, og vi kom hjem og fik natbageriet færdig, selv om det blev sent. Strejken løb saavidt jeg husker, ud i Sandet. Endnu var Fagforeningen for svag til Effektiv at udrette noget, men det har ligegodt ligget Svendene i blodet, at der maatte gøres noget for Agitationen mellem dem var blevet skarpere. Jeg husker saaledes, at omtalte Læresvend en sen Aften kom Hjem fra Byen. Jeg laa vaagen og vi kom i snak, blandt andet sagde han, at naar jeg blev Svend skulde jeg ikke bære mig ad som han, men indmelde mig i Fagforening og staa last og brast med Kolleger.

Ny Læremester

Jeg havde vel været i Lære i godt et par aar da, min Læremester giftede sig igjen. Hans voksne Døtre blev sendt ud i Tjeneste og vi fik nu Rugbrød fra Fabrik og Mester og jeg skulde nu selv klare det, og nu blev det rigtig tosset. Kreditorene blev paagaaende og den nye Husmor mærkede snar, at det Økonomisk stod meget daarlig, saa hun prøvede at rette det op ved at spare paa Kosten, som nu blev ringere og ringere. Det hjalp dog ikke, da der var gaaet et halvAarstid søgte min Mester Akkord og lejede Bageriet ud til en bagersvend fra Aarhus og fik selv Arbejde paa Brødfabrikken og flyttede ovenpaa. Jeg skulde saa fortsætte ved den nye Bagermester og jeg var glad. Lige saa daarlig jeg havde det før, lige saa godt fik jeg det nu. Jeg blev aldrig nægtet fri, naar jeg spurgte, og det varede ikke længe inden han sagde, at jeg bar kunde tilbringe min Fritid som jeg ville uden at spørge. Jeg søgte at faa mit tilgodehavende, de 100 Kr, ved min gamle Mester, men kunde ikke faa dem, saa jeg maatte have min Far sendt paa ham. Han paaraabte sig, at vi ingen Kontrakt havde, saa han ikke behøvede at betale, dog ved hans Kones medhjælp fik vi 75 Kr til fuld afgørelse med ham. Ved min nye Mester aflønnedes jeg med 4 Kr + Kost pr Uge. Han var en dygtig Bager, men var ugift og havde to Piger med fra Aarhus. Om det var dem eller ham, der ikke passede ind i Kvarterets Rammer ved jeg ikke, men Forretningen gik ikke godt. Der blev mindre og mindre at bestille, og efter et lille Aarstid var der næsten ingenting. Jeg manglede en tre Maaneder i at have udlært, da han sagde til mig, at dette her ikke kunde blive ved, men om jeg ikke vilde have Plads som Forbunden den resterende Tid ved en Ven. Han havde Forretning længere inde i Byen, da han var nødt til at holde op. Jeg tog mod Tilbuddet og flyttede straks i min nye Plads, og jeg blev ikke skuffet. Jeg lærte mere i de tre Maaneder end jeg næsten havde lært i den øvrige Læretid, og Arbejdet var saa godt tilrettelagt, at Arbejdstiden aldrig blev urimelig lang, og jeg blev behandlet paa lige Fod med Svenden, som Arbejdede der. Til 1ste Maj 1902 blev jeg saa udlært, og jeg indmeldte mig med det samme i Fagforeningen. Nu skulle Svendelivet saa begynde.

1902-1904. Svendelivet med skiftende arbejder

Rotterne og Bageriet i Fredericia

Min Mester sagde til mig at han havde været sammen med en Bager i Fredericia, som godt kunde bruge en ung Svend. Lønnen var ikke stor, men jeg kunde vel nok faa de 8 Kr om Ugen, som var det gængse for Ungsvende. Jeg rejste derned, fik Pladsen til førnævnte Løn.
Det var det ældste og mest primitive jeg nogensinde har seet. Rummet, hvor Ovnen fantes var pikket med runde sten, og saa var der nogle Hylder til at ligge Rugbrød paa, der kunde altsaa ikke laves andet Arbejde i dette Rum end Udbagning. Inden for dette fandtes det egentlige Arbejdsrum, der var dog Cement til Gulvbelægning. Der fandtes ogsaa et lagerrum, men vi kunde ikke opbevare noget der, da der underneden havde været en Kælder, som nu var næsten fyldt med Murbrokker, og derimellem var der fuld af Rotter, saa naar der ingen var i Bageriet indtog de Pladserne. Jeg havde Værelse ved siden af og havde ondt ved at have Fred til at sove for dem. I denne Plads Arbejdede jeg saa til i Slutning af Sommeren, saa fik han Leverancen af Brød til en Aandsvageanstalt, og da det drejede sig om store Portioner Rugbrød, skulde han have en ældre og Kraftigere Svend. Jeg fik Arbejde ved en anden Bager, hvor vi ingen Rugbrød havde og Arbejdede der til langt hen paa Vinteren.

Saa rejste jeg, nu vilde jeg rigtig ud og see mig om. Egentlig gaa paa Valsen har jeg ikke brugt ret meget, det var for Bagersvende engang Ensbetydende med at gaa paa Boms paa Landevejen hele tiden, det var meget sjælden en Bagermester tog en Svend i Arbejde, som rejste fra By til By og søgte Arbejde. Bagermestrene, som stod i Jydsk Bagermesterforening, havde et Arbejdsanvisningskontor i Aarhus, og dertil ringede og skrev, naar de havde brug for Arbejdskraft, og lignende forhold gjorde sig gældende for Fyn og Sjællands vedkommende.

Svendehjemmet i Aarhus

Jeg tog Billetten til Aarhus. Jeg husker at jeg fik følgeskab fra Horsens med to andre rejsende, og vi ankom til Aarhus sent paa eftermiddagen og skulde se os om efter Logi for Natten. Vi fandt Svendehjemmet, og henvendte os der om Logi, men der var Overfyldt.

Rejseforeningen

Jeg maa indskyde; der fandtes dengang en Rejseforening, som havde eksisteret før Fagforeninger rigtig blev til, og Medlemmer af disse skulde Svendehjemmet tage før ikke-Medlemmer kunde komme i betragtning. Ingen af os tre havde andet end Fagforeningsbog, saa vi blev skubbet ud og maatte søge andet sted hen. Vi fandt dog et Herberg i nærheden, jeg tror Betalingen pr nat var 35 Øre. Den var indrettet som almindelig Beværtning, men det var næsten udelukkende rejsende Svende og arbejdsløse fra Byen, som havde tilhold der.
Vi kunde spise vor medbragte Madpakker og købe en lille Karaffel, som indeholdt en 2 a 3 Snapse til en pris af 10 Øre. Varmt Mad kunde købes for en 30-35 Øre. Til Natten afførte vi os alt Tøj og saa sov vi til næste Formiddag. Vi tre skiltes, de drog Nordpaa og jeg blev der i byen.

Fagforeningskontoret

Det første jeg foretog mig var at opsøge vort Fagforeningskontor og tilmelde mig der. Fagforeningen havde ogsaa anvisning for Svende, dog var det sjælden, der kom tilbud om Arbejde dertil. De fleste Mestre var ikke godt stemte for Fagforening dengang. De modarbejdede disse paa alle Maader ogsaa med hensyn til anvisning paa Arbejdskraft. Paa Fagforeningskontoret traf jeg mange Kolleger, som ogsaa søgte Arbejde og blev oplyst om, hvordan forholdene laa.

Mestrenes Anvisningskontor

Mestrenes Anvisningskontor bestyredes af en Bagerenke. Dengang manden levede, havde han haft Bagerkro, altsaa et sted, hvor Svende kunde opholde sig indtil de fik Arbejde. Mange gange skyldte de ham saa meget, at det kunde tage flere Maaneder at faa det betalt efter at de var kommen i Arbejde. Det fortaltes, at han altid sørgede for at faa dem sendt afsted først, som skyldte mest. Dette var før jeg kom til Aarhus. Nu var det altsaa Enken, der havde Forretningen, og jeg blev indmeldt formedelst 1 Kr i Gibord17 og saa var det bare at vente og høre derop 1 a 2 Gange Daglig. Jeg lejede et Værelse, det var ikke vanskelig at faa dengang. Oplysning om, hvor der var Værelse at faa vidste som regel de, som gik der før jeg ankom, ligesom de gav oplysning om de Beværtninger og lignende, hvor de havde tilhold. Værelser kostede fra 1 til 2 Kr pr Uge.

Bageriet i Grenaa - Sommeren 1903

Jeg husker ikke bestemt, hvor længe jeg gik, men tror det var en 3 Uger til en Maaned.

Saa en skønne Dag meddelte hun mig, at en Bagermester i Grenaa søgte en yngre Svend, om jeg ville have dette. Lønnen var 8 a 9 Kr pr Uge. Jeg tog mod tilbuddet, fik et Brev fra hende i Lommen og var saa færdig til afrejse. Nu var det bare det tilbage at det var fast Regel, at der skulde gives Arbejdsøl og lignende til de Kammerater, som vi var sluttet nærmest til, og det traf sig saadan, at vi var to som begge skulde til Grenaa i Arbejde, saa Gildet blev lidt større end sædvanlig. Vi var oppe paa Fagforeningskontoret og laane Penge til rejsen, som vi kunde faa mod at de beholdte Bogen, og siden sendte den pr Opkrævning paa Beløbet vi havde laant; saa dampede vi afsted med sidste Tog i den retning og ankom dertil ud paa Aftenen. Det var kun en lille By dengang. Der var vel en 7 a 8  bagerforretninger. Jeg tror der var et lignende antal Svende og saa begyndte jeg Arbejdet der.

Bageriet, der lignede de fleste andre, som de dengang saa ud, dog tror jeg kun det bestod af et Rum. Ovnen var de sædvanlige til indfyring med Træ. En nu helt udgaaet Type, som senere, da Bagerierne blev inddraget under Fabrikstilsyn, blev forbudt, da indfyring ikke maatte foregaa fra selve Arbejdslokalet. I dette Bageri stiftede jeg bekendtskab med de første Maskiner. Vi havde en saakaldt Brødsprøjte eller Opslaamaskine. Facon næsten lignende Kødhakkemaskine, kun mange gange større og med dobbelt roterende Snegle. De blev en stor lettelse ved Arbejdet med Rugdej, man kunde ogsaa Ælte Dejen paa den. Paa denne Tid, jeg her omtaler, var udnyttelsen af den dog ikke saa værdifuld, som senere, da Elkraft blev saa udbredt, at denne kunde kobles til som Trækkraft. Nu maatte der trækkes med Haandkraft.

Arbejdsforholdene - Kostsystemet

Med hensyn til forbedring af Arbejdsforhold, gik det kun smaat. Vi havde stadig ubegrænset Arbejdstid, lille Løn og boede stadig hos Mesteren, ligesom vi ogsaa fik Kosten der. Dog havde Svendene i Aarhus faaet Kostsystemet afskaffet, og man kunde ogsaa, med samtale med mange Mestre høre, at de ikke var helt usympatisk indstillet over for Tanken om nye reformer inden for Faget. Dog saalænge den daværende formand for Jydsk Bagermesterforening fungerede, skete der ikke store ting. Han var af den gamle skole, og inkarneret Modstander af alt nyt. Først omkring 1906-7, da en ny og mere fremsynet og Forhandlingsvenlig Mand kom til, begyndte det at lysne forde Jydske Bagersvende. Jeg Arbejdede i denne Plads i Grenaa til sidst paa Sommeren 1903, saa tog jeg til Aarhus igjen for at prøve Lykken der. Der saa det ikke godt ud, der gik en mængde Svende, nok til at de sidst ankomne kunde komme til at gaa der hele Vinteren, og det var ikke sjovt, for understøttelsen var ikke stor, og saavidt jeg husker, varede den ikke mer end 30 dage. Det stod næsten helt stille med Efterspørgsel efter Svende, og kom der endelig noget, var det gjerne kun Midlertidig Arbejde. Et saadan blev jeg tilbudt, og tog det.

Et halvt Aar paa Endelave - 1903

Det var paa den lille Ø Endelave, som ligger udenfor Horsens Fjord. Grunden for at de søgte en Svend var, at det var ved den tid at Aalene vandrede og Sønnen vilde paa Aalefiskeri. Øen var ikke stor, men der var dog en lille By.

Bageriets indehaver var Far og Søn. Faderen var gammel og havde startet forretningen. Sønnen havde i sine yngre Aar sejlet, var nu gift og drev nu i Fællesskab Forretningen. Det virkede lidt Fremmedartet at komme ind i saadan en lille Fiskerisamfund, for de fiskede alle, om det saa var Præst og Degn, og jeg tror nok de alle tilsluttede sig Indre Mission. De var meget flinke, og jeg havde det godt. Det blev den gamle og mig som saa skulde Arbejde sammen. En prægtig gammel Mand paa omkring 70, men i Vigeur som en 50 Aarig. Bageriet var ogsaa noget for sig selv. Vi bagte en del Rugbrød, noget til os selv, som solgtes i Butikken, og saa kom der en hel bunke smaa portioner Mel fra Beboere, saa vi gjerne havde en halv snes smaa Rugdeje, som blev behandlet hver for sig og mærket saaledes, at vi kunde see, hvis der var hvad. Jeg havde det godt. Arbejdet trykkede ikke, det var en smuk Ø. Det eneste var, at der ikke fandtes Jævnaldrende at komme sammen med. Alle Unge Sejlede. Egentlig skulde jeg ikke have været der mer end en god Maaneds tid, men skjønt Aalefiskeriet ikke gav ret meget, blev jeg der dog til henad Jul. Nu var det rigtig sløjt med at faa Arbejde. Jeg forhørte ved en Kammerat om, hvordan det stod til med udsigt til Beskæftigelse. Han raadede mig fra at tage derop (Aarhus), hvis jeg kunde faa ophold andre steder, da det laa meget tungt i den henseende der.

Bageriet i Børkop - 1904

Jeg besluttede saa at tage Hjem og holde Jul. Arbejde ved Faget derhjemme var der intet af, men jeg fik lidt Skovarbejde, saa jeg tjente lidt til Kostpenge og boede saa Hjemme til henimod Fastelavn. Saa fik jeg ved en eller anden tilfælde at høre, at der var Arbejde at faa ved en Bager i Børkop. Jeg tog derned og forhørte, og det passede godt nok. Jeg kunde begynde med det samme. Lønnen var 9 Kr + Kost og Logi. Det var en meget driftig og dygtig Forretningsmand skjøndt ikke Fagmand, havde han sammen med et Maltgøreri og et lille Landbrug, oparbejdet en stor, og efter den tid, moderne Bagerforretning. Der var meget at bestille, vi var 4 Svende med Sønnen som Mestersvend. Der fandtes Æltekar til Rugdej, men vi maatte slaa dem op med Hænderne. Jeg var kun beskæftiget ved Fintbrød. I denne By stiftede jeg bekendtskab med Fodbold. Der blev indkaldt til et Møde om denne sport af en ung Lærer, og vi blev enige om at starte Klubben og begynde førstkommende Søndag. Det blev ikke til ret meget for mit vedkommende. Jeg fik vist knap lært reglerne. Min Arbejdstid var for lang, saa jeg tabte lysten. Vi havde stadig ubegrænset Arbejdstid og ingen Fridag. Hen paa Sommeren rejste jeg og tog til Aarhus igjen.

1904-1906. Arbejde i Silkeborg, Randers, Djursland mm.

Nu kom en tid, hvor jeg havde en mængde forskellige Pladser.

Turen til Silkeborg

Jeg blev sendt til Silkeborg i fast Arbejde, men fik slet ikke begyndt. Da jeg fik talt med Mesteren fortalte han mig, at grunden til at han vilde skifte Svend var, at Svenden flere gange havde brændt den af, ikke kommen Hjem til Arbejdets begyndelse, og det vilde han ikke blive ved at finde sig i. Han viste mig, hvor  vendeværelset fandtes, og bad mig bede Svenden komme ned til ham.

Jeg henvendte mig med den besked til Svenden, der blev meget forbavset ved at se en fremmed Svend komme og fortælle, at han skulde fyres. Han vidste ingen besked, sagde dog, at han godtnok havde brændt den af et par gange, men havde ikke tænkt det betød saa meget. Saa han forsvandt ned til Mesteren og jeg ventede, det tog en stykke tid, saa kom han tilbage og bad mig komme ned og tale med Mesteren. Jeg kom derned og Mesteren fortalte, at svenden havde bedt om at fortsætte Arbejdet, og lovet at passe sit Arbejde godt i Fremtiden, saa havde Mesteren lovet, han maatte blive, hvis han kunde blive Enig med mig om at rejse tilbage igjen. Han tilbød mig en Ugeløn og Rejsen betalt frem og tilbage. Jeg slog til og forsvandt. Omtalte Mester blev nogle Aar efter Forretningsfører for Nørrejydsk Bagermesterforening. Jeg var et par Aar senere i Silkeborg at Arbejde hos ham i Anledning af et Landsskyttestævne, som afholdtes der. Han kendte mig straks og sagde, jeg kunde ligesaa godt have beholdt Dem dengang, for det gik kun ganske kort tid med Carlsen. Saa Arbejdede jeg der de 8 dage Stævnet varede, og saa tog den faste Svend 8 dages Ferie, saa jeg fik 14 dage ud af det. Sidste gang havde denne Mester paa egen Initiativ indført afskaffelse af Kost og Logi isin egen forretning. Det var første gang unden for Aarhus, jeg fik udbetalt Kostpenge.
Sidste Afsnit af dette her skete jo først senere, og jeg vender tilbage til første Afsnit.

Smaajobs i Lem St., Randers og andre Steder

Jeg tog tilbage til Aarhus igjen. Kom kort efter en tur paa Vestkysten, Lem St. ved Ringkøbing. Arbejdede der nogle Maaneder, vendte tilbage, var en tur i Gjerlev nord for Randers og saadan blev det ved til Sommeren 1904. Saa blev jeg sendt op paa Djursland, Balle St.

Bageriet ved Balle St. Vandmøllen  paa Djursland

Der fik jeg Arbejde i et Bageri, som ejedes af en Proprietær, som havde baade en Vand- og Vindmølle. Bageriet fandtes i Vandmøllen, som ikke benyttedes til andet end trække et Æltekar i Bageriet. Ja, hvis der indtraf langvarig Vindstille malede Møllebestyreren det Rugmel vi skulde bruge i Bageriet. Jeg kom dertil som anden Svend. Lønnen var 10 Kr + Kost og Logi.
Paa denne Vandmølle, hvor Bageriet fantes i undermøllen, opholdt sig saa vi to Bagere, og en Brødkusk sig, saa der var i Møllen indrettet 2 Værelser, et til vi to Bagere og Brødkusken. Et nyere lille tilbygget Hus med Butik og lejlighed passedes af en ældre Pige, en Gaardmandsdatter der fra Byen. Hun skulde saa føre regnskabet, afregne med Kusken og Ejeren. Vi levede næsten som en selvstændig Familie. Gaarden laa paa modsatte side af Vejen og Proprietæren saa vi kun naar vi var ovre at hente vor Ugeløn. Ja, saa skulde Bagerne spise paa Gaarden. Med hensyn til Kostforplejningen var der noget særpræget ved dette.

Forskelsbehandling

Herskabet og Forvalteren spiste i Stue for sig. Bagerne spiste i Folkestuen, hvor der fandtes et langt umalet Bord. Gulvet var belagt med røde Mursten. Saa var der en firkandtet Kakkelovn, ellers kun hvidkalkede Vægge. Ja saa havde vi Bagere et lille Bord i det ene Hjørne, hvor vi spiste vor Mad. Det saa for mig i førstningen lidt underligt ud. Rundt det lange Bord paa Bænke sad Gaardens Karle og Daglejere og spiste somme tider Grønkaal, og vi sad ved et andet Bord med hvid Dug paa og spiste Stegt Fisk eller andet. Jeg talte med Førstesvenden om disse Forhold. Jeg havde endnu aldrig oplevet en saadan Forskelsbehandling af Folk.

Han fortalte, at der tit blev lavet tre slags Mad, et til herskabet, et til os og igjen noget andet til Folkene, som Arbejdede paa Gaarden. Med hensyn til os, havde der et stykke tid i Forvejen været Forhandlet om Kostforplejning, som Bagerne ikke fandt god nok, og der var opnaaet Enighed om forbedring af baade Mad og Servise.I førstningen havde de været anbragt i spisekamret, men havde fundet Pladsen for trang og var saa flyttet ind til den nuværende Plads i Folkestuen. Jeg syntes ikke om forholdet, da det ikke var saa rart at see paa at andre ikke fik saa god behandling, som os, men efterhaanden vænner man sig til noget af hvert. Det var kun Middag vi havde Spisetid sammen. Maj 1905 rejste Førstesvenden ind som soldat og jeg overtog hans Plads og Arbejdede der til sidst paa Sommeren. Saa skulde jeg paa session, og da mine Papirer stod i Vejle, skulde jeg møde der, og da Bageriet det var gammelt, og det kneb med at holde en passende Temperatur om Vinteren i Bageriet, besluttede jeg samtidig at skifte.

1905-1907. Rekruttid og Ordonnanstjeneste

På Session i Vejle Sommeren 1905

Jeg mødte altsaa den bestemte Tid og fremstillede mig for de Herrer Sessionsledere, og haabede paa at blive Kasseret. Der blev jo ikke taget saa mange i disse Aar. Det tegnede ogsaa godt, der kom 7 ud, som havde været inde før mig og alle var de blevet kasseret, men med mig gik det knap saa godt. Skjønt Lægen talte om knap udviklet muskulatur, var der en ældre Gubbe med Fuldskæg, som sagde: ”Han skal være Soldat”. Han var endda saa flink at spørge, hvad jeg helst vilde være. Jeg bad saa, om jeg maatte komme til Marinen, hvortil der svaredes, Marine Ingeniør eller Infanteriet. Træk et Nummer, dermed var jeg færdig. Hvad Vaabenart jeg skulde til, fik jeg senere besked om. Turen gik saa til Aarhus igjen.

Arbejde i Æbeltoft til Nytaar 1905

Jeg havde et Par Ugeløn tilgode. Dem fik jeg ved Sag-føreren, som havde Boet til behandling. Jeg fik desuden Rejsepenge til Aarhus og saa farvel Æbeltoft.

Arbejdsløs

Nu fik jeg den længste Arbejdsløshedstid, jeg nogen sinde har haft. Vi gik hen ved et halvhundrede Svende deroppe denne Vinter og Arbejde var der ikke noget af. Jeg fik 8 dages Arbejde i Fastelavnen i Vivil paa Randerskanten. Gik saa igjen til en tre uger før jeg skulde møde som Soldat.

Soldat i Fredericia – 12. Batl. 4. Komp.

Jeg havde i Vinterens løb faaet at vide, at jeg var tildelt Infanteriet, og skulde møde ved 12 Batl. 4. Komp. i Fredericia. Arbejdet jeg blev anvist kort før min Indkaldelse, var i Østbirk på Horsens-egnen.

Jeg naaede lige at faa tjent til et Par lange Støvler, saa det var jo ikke nogen velbeslaaet Farsøn, der mødte 10 April 1906 for at indøve Krigskunstens Mysterier, men naar jeg tænker tilbage, synes jeg vi havde det dejlig. Vi boede dengang rundt i hele Byen paa Værelser med belægning fra 2 til 10 Mand. Saavidt jeg husker modtog vi i Lønning 3,35 Kr hver 5te Dag samt et 3 Kg Rugbrød.

Rekruttiden

I Rekruttiden fik vi anvist Spisesteder paa Middagsmad, hvorfor vi betalte 35 Øre pr Dag. Det var tvungen. Resterende Kost skulde vi selv anskaffe.Kvarteret, jeg anvistes var til 4 Mand, og vi havde alle vor Morgenmad og Aftensmad, som mest bestod af sort Kaffe og Rugbrød. Kunde der saa blive til en halv pæl Snaps var det fint. Ja, saa skete det ogsaa, at Mor derhjemme sendte en lille Sulepakke til os, og vi delte saavidt mulig med hinanden og hjalp hinanden bedst mulig. Dette prægtige Kammeratskab fandt jeg det bedste ved Soldatertiden. Den første Tid af Rekruttiden kan være triviel nok, men saa snart den første Maanedstid er omme, og vi fik begyndt at komme ud til Felttjeneste, syntes jeg tiden gik hurtig.

Ordonnanstjeneste

Jeg blev udtaget til Ordonnans, vi var fire ved mit Kompagni, og jeg var saaledes fri for Øvelse hver 4de Uge, og ved Ordonnanstjeneste, var der meget lidt Arbejde.

Fig. 9: Hans Hansen som soldat i Fredericia o. 1906.

Lodtrækningen

Sommeren gik og der begyndte at blive Spænding. Forholdet var, at dengang var Tjenestetiden 6 eller 14 Maaneder. Der blev trukket Lod om, hvem der skulde Hjem, og hvem der skulde ligge til Vintertjeneste. Jeg husker, at den Dag vi skulde trække Lod, førte vor Kaptajn os ned til Lillebælt og sagde, at vi hellere maatte faa et Bad, saa vi kunde blive kølet af inden det foregik. Da vi var færdig med Badet, mødte Kaptajnen med sin Hue fuld af smaa sammenrullede Papirslapper, og vi begyndte med 1ste Deling. Nu vidste vi saa omtrent, hvordan Numrene over hvem, der skulde blive og hvem, der kom hjem, fordelte sig, saa vi nede i 4. Deling, som jeg tilhørte, kunde følge Slagets gang, og saa med Tilfredshed at de var flinke til at trække ”blive-numre”, men nogen blev der alligevel tilbage til os. Jeg var heldig og trak Frinummer og blev Hjemsendt 1 Okt 1906.

1906-1915. Arbejde i Fredericia, Grenaa, Randers, Vinding mm.

Bager i Fredericia til Sommeren 1907

Nu gik turen igjen til Aarhus. Jeg gik et Par Dage, saa traf jeg en Aften paa Gaden en Svend, som skulde til Fredericia at Arbejde. Han var meget ked af at skulde derned, jeg tilbød at tage derned mod at han gav en Øl eller Kaffe, og jeg rullede mod Fredericia med et sent Aftentog. Det var en forretning paa Strøget, og jeg fandt Arbejdet og Forholdene efter omstændighederne ret gode, men for min Økonomi ikke saa gode. Der var for mange af de gamle Kammerater fra Rekruttiden.
Naar jeg viste mig paa Gaden varede det ikke længe før det lød, der har vi 75, han gi’r en Omgang. Naa, jeg Arbejdede der til den efterfølgende Sommer 1907 til Vinter-mandskabet i Juni blev hjemsendt. Saa var der en Kollega, som havde været paa Korporalskolen, der blev ved at tigge for at faa mig med til Aarhus at jeg samtykkede, og vi stak Nordpaa igjen.

Det Sorte Bageri i Grenaa

Vi gik ikke ret længe før vi begge blev anvist Arbejde til en Mester i Grenaa, som havde brug for to Svende. Det var noget Familie til min Kammerat, vist en Fætter. Vi tog derop, jeg har aldrig før eller senere set saa sort og snavset Bageri. Ovnen var der saa daarlig træk i, at der stod en tyk Bølge af Røg ud af den saa snart vi stak Fyr, og Lokalet lignede mer en Smedie end et Bageri, men Manden var flink og Kosten god. Ugelønnen var ens for os begge, saavidt jeg husker 12 Kr pr Uge. Naa det gik nu ikke ret længe. Kammeraten og jeg kunde ikke Arbejde sammen. Mester Arbejdede ikke med i Bageriet og en Morgenstund ramlede det. Jeg smed Værktøjet, gik op paa Værelset til Mesteren kom op. Saa sagde jeg, at det var slut, jeg vilde ikke arbejde sammen med den anden Svend, men han syntes ikke det var rigtig, for det var jo ham det gik ud over. Jeg trøstede ham med, at han sagtens kunde faa en anden. Jeg vilde ikke, men jeg havde et Par Ugeløn tilgode. Han havde ingen Penge og spurgte, om ikke jeg kunde vente et par Dage og rejse med til et Marked, som holdtes i en Stationsby et par Mil derfra. Kosten skulde jeg ikke give noget for. Jeg hjalp ham at gøre Vogn og Telt istand. Det var Honningkager og lignende han drog til marked med, og da vi var færdig med det, tog vi afsted med Tog fra den Station, hvor der var Marked. Vi hjalp hinanden, og om Aftenen gav han en god Aften paa Gjæstgivergaarden og vi gjorde vort Mellemværende op og skildtes som de bedste Venner.

Bageriet i Hinnerup ved Randers

Jeg husker ikke rigtig, hvor længe jeg gik i Aarhus denne gang, men tror ikke det var ret længe, saa blev jeg sendt til Stationsbyen Hinnerup mellem Aarhus og Randers. Der Arbejdede jeg til Pindsen 1908, afbrudt af en Mønstring om Efteraaret 1907.

I den tid jeg var inde, blev der bygget ny Ovn og omforandret ved Bageriet, saa vi fik et helt moderne Bageri. Det er et af de steder, jeg syntes bedst om i mine yngre Svendeaar. Der var god forhold mellem Byens Unge. Vi havde en stor  gymnastikforening med stor deltagelse af baade Mænd og Kvinder. Kvinderne holdt Øvelser før Mændene, men var slemme til at vente til Mændene blev færdig, saa endte det gjerne med at vi sendte Bud efter en Harmonikaspiller og fik et rask lille Bal paa et Hotel, som laa tæt ved.

Hjem til Vejle i Pindsen 1908

I Pindsen 1908 rejste jeg Hjem. Det var kun tænkt som et Besøg, men en Dag jeg var inde i et Bageri for at hilse paa en Ven, spurgte denne mig om, hvorfor jeg ikke vilde blive i Vejle. Han navngav en Mester, som manglede en Mand. Jeg forhørte paa Stedet og kunde begynde snarest. Lønnen var 21 Kr pr Uge.

Kostsystemets afskaffelse, bedre Arbejdstider

Vi var nu kommen saa vidt i forhandlingerne med Jydsk Bagermesterforening, at vi havde faaet Kost-systemet ved Mestrene afskaffet, og Arbejdstiden fastlagt til 10 timer samt Frihed fra Søndag Middag Kl 12 til Mandag Morgen Kl 4. Saa begyndte jeg Arbejdet i Vejle, og var ogsaa godt Tilfreds med forholdene. Det skulde dog ikke vare saa længe. Jeg havde faaet et Værelse tæt ved Arbejdsstedet og saa skete det en Mandag Morgen ved 3½ tiden, at der blev banket paa mit vindue. Jeg svarede, men gav mig god tid til at komme i Tøjet, og var i Bageriet i god tid, men blev modtaget med et hvast: ”Naa, jeg troede, jeg skulle klare den selv i Dag”. Jeg spurgte hvad Meningen var, om han var uden kendskab til den indgaaede Overenskomst, og viste ham Klokken, der endnu manglede en halv snes Minutter i 4. Han slog om i Tonen og sagde, at han godt kunde se det rigtige i Forholdene, men vi gamle kan jo ikke rigtig forstaa det. Tonen blev alligevel ikke rigtig god siden.

Jeg Arbejdede der et halv Aarstid, saa talte jeg med en Svend, som Arbejdede i Vinding, men skulde til Vejle at Arbejde. Jeg søgte Arbejdet og fik det.

Bageriet ved Vindmøllen i Vinding

Jeg var snart blevet saa vandt til at Arbejde paa Landet, at jeg syntes bedst om dette. I langt de fleste tilfælde var det ikke Fagfolk, men Møllere og lignende, som knyttede Bageri til Mølle eller anden Virksomhed, og saa holdt Bagersvende til at drive Bageriet. Saaledes ogsaa her. Det var en Vindmølle19 med Bageri. Der var ikke meget Plads og Ovnen var ikke god, men det varede ikke længe inden jeg fik ham til at sætte en ny Ovn op og lidt Tilbygning til Lokalerne, og det blev et rart lille Bageri og Omsætningen voksede ikke saa lidt. Der arbejdede jeg i ca tre Aar. Jeg havde det godt, var fri for Natarbejde og fri om Søndag, men for Ungdom var der dengang ikke meget, ja vi fik da stiftet en Fodboldklub, saa vi øvede en del Boldspil om Sommeren. Ellers Cyklede jeg til Vejle og tilbragte min Fritid der. Mens jeg Arbejdede deroppe gjorde jeg min sidste Mønstring, men tog dertil igjen, da det var overstaaet. Jeg sørgede selv for at faa en Svend i Tiden jeg var borte, men skjønt jeg havde det saa godt, som jeg kunde forlange, syntes jeg dog det blev for ensformig. Jeg trængte til Forandring, og rejste igjen til Aarhus.

Bageriet i Lem ved Ringkøbing 1911

Jeg mærkede det var ved at blive andre Tider. Mestrenes Anvisning eksisterede vel endnu, men var ikke saa søgt som før i Tiden. De søgte nu mer og mer Fagforeningskassererne, naar der var brug for en Mand. Jeg fik dog i løbet af en 14 Dage anvist Arbejde. Lem ved Skive skulde det da være, men da jeg kom til Skive gik jeg ind i et Bageri for at faa at vide, hvad retning den Lem laa. Der fik jeg at vide, at de ikke troede det kunde passe, da Svenden nylig havde været i Skive og ikke omtalt at han vilde rejse, men at jeg muligvis kunde træffe Mesteren paa Gæstgivergaarden Jylland. Han plejede at være der denne Dag. Jeg traf ogsaa godt nok Manden og fik at vide, at det ikke var der de manglede Folk. Jeg maatte saa forsøge noget andet.
Jeg ringede til Lem ved Ringkøbing, der fantes to Bagerier, og det var et af disse, der manglede en Mand. Saa maatte jeg paa Farten igjen. Jeg var ikke glad for at tage derned. Jeg havde været der før og fandt Egnen ensformig og Trist, men det var mod Vinteren, og det var altid den sværeste at komme igjennem. Det blev sent Aften inden jeg naaede derned og fandt Stedet. Det viste sig at være yngre Folk med en stor Børneflok. Begge stammede fra Kjøbenhavn. Manden var syg, og det var grunden til at de skulde have Svend. Der var ikke mer at bestille end een Mand let kunde lave. Der var ingen Værelse til mig, jeg blev installeret i en Stue med en Chaiselong til at sove paa. Det var meget flinke Folk, og jeg havde let ved selv at klare Bageriet. Det var min Fritid det kneb med. Der var ingen anden Adspredelse end sætte sig hen paa Kroen og se at faa sig et spil Kort, og det var jo hverken den bedste eller billigste Underholdning. Der gik et Par Maaneder. Manden blev stadig ikke bedre. Jeg tror, det var det barske og klamme Klima derude, han ikke taalte.

Bestyrer af Bageri i Trelde - 1912

Jeg fik saa en skjønne Dag Brev fra vor Fagforeningskasserer i Vejle, om ikke jeg vilde have en Bestyrerplads i Trelde ved Fredericia, og skønt jeg var ked af at rejse, fordi Mesteren langtfra var kommet sig, tog jeg dog mod Tilbuddet. Saa gik Turen Østover, og jeg befandt mig igjen paa de Hjemlige Egne. Det var et Bageri med tilknyttet Motormølle. Lokaliteterne var store og forholdsvis nye. Manden var ikke Fagmand, men havde overtaget det efter en Broder, som ikke kunde faa det til at gaa, og saa havde taget Billetten til Amerika. Denne Mand havde selv Konstrueret Ovnen, som efter hans Mening skulde være helt moderne, men som var det mest Tossede, som jeg havde set paa dette Omraade. Hærden var til at trække ud, men det var absolut umulig at faa Undervarme i denne Ovn. Dette forhold var manden ogsaa klar over, og vi blev enige om, at der maatte sættes en anden Ovn op. Det tog en otte Dage, saa fik vi en god Ovn, som var helt rigtig. Derude var det en dejlig Natur, men temmelig Afsides, og slet ingen Adspredelse for Unge Mennesker. Jeg Arbejdede der ¾ Aar, saa rejste jeg. Forbedrede forhold indenfor Faget. Jeg var nu ved at blive Ældre, omkring de 30, saa jeg tog mig tit i at Filosofere over at det egentlig snart var paa Tide at faa lavet noget om paa Tilværelsen. Venner rejste bort eller blev gift, saa jeg fik tit Ensomhedsfornemmelser og spekulerede tit paa at søge ind i andet Erhverv, men fik dog ikke gjort Alvor af det.Forholdene i vort Fag var nu bedret betydelig. Vi havde faaet fastlagt bestemt Arbejdstid, Fridag og noget Ferie, ligesom Arbejderbeskyttelse med Hensyn til afskærmning af Maskiner, bedre Arbejdslokaler og andre Hygiejniske Forhold, blev paakrævet og kontrolleret gjennem Fabrikstilsynet.

Selvstændig i Bredsten - 1913

Jeg kom, efter at være rejst fra Trelde, til Bredsten. En temmelig stor Landsby et Par Mil vest for Vejle. Det var Svenden, der var Syg. Manden, som drev Bageriet, var Ungkarl og havde faaet Forretningen ved Mageskifte med en Landejendom, og vilde gjerne sælge den og tilbød mig den for 7000 Kr.  Det var et godt solidt Hus med Bageri i Kælderetagen, godt Inventar og to Heste og en Vogn. Jeg kunde se, det var billigt, men jeg havde ikke ret mange Penge. Jeg var vel i besiddelse af en 700 Kr., saa det var ikke meget at begynde Forretning med. Vi blev dog enige om, at jeg skulde forsøge, om jeg kunde faa den med 1000 Kr. i udbetaling straks, og igjen 1000 Kr om en tre Aar. Der var fast Laan på 5000 Kr.; jeg laante 700 Kr. af mine Forældre, og fik andre til at kautionere for et Banklaan paa 500 Kr. og overtog hele Herligheden, som det stod. Husholderske og Svend fulgte med. Efter nogen Tid at have kørt Brødvognen, som var det meste Salg ved Forretningen, besluttede jeg dog, at jeg selv vilde passe Bageriet og holde en Kusk. Der gik vel et Aars tid saaledes, saa syntes jeg at jeg fik for mange Penge til at staa ude, og jeg tog selv ud med Vognen igjen og fik fat i en dygtig Svend til at passe Bageriet. Jeg var dog ikke tilfreds, jeg syntes jeg fik for lidt ud af det til mig selv. Nu var Faderen Ejendomshandler oppe i Salling eller Himmerland, og ikke nem at komme om ved. Jeg forlangte 11 Tusind, hvad han fandt for meget, men enden blev, at jeg solgte dem det for 9000 Kr med overtagelse om 8 Dage, og saa begyndte jeg at realisere.

Jeg fik gjort op straks med mine Kunder, og fik indkasserret mine Tilgodehavender paa nær et Par hundrede kroner, som jeg lod en sagfører overtage, og saa var min Tid som selvstændig Forretningsmand forbi. Efterhaanden fik jeg fler og fler Penge ude, saa da der var gaaet et Par Aar, satte jeg en Annonce i en Avis og udbød den til Salg. Jeg troede ikke selv paa, at jeg skulde faa den solgt, men Søndag, da jeg Arbejdede i Bageriet, kom en Købmand, som boede overfor, og fortalte, at der kom Handelsmænd til Forretningen og et stykke Tid efter indfandt en Far og Søn sig og besaa Sagerne. Naa, det blev egentlig bedre end jeg havde ventet, da jeg havde betalt al den faste og løse Gjæld, havde jeg et Overskud paa 700 a 800 Kr i rede Penge og 200 Kr, som jeg maatte lade staa mod Pant i ejendommen i 5 Aar.

Jeg fik nu Arbejde i Vejle ved en Mester, som nylig havde begyndt, og som havde faaet en stor Omsætning. Der var meget at bestille, men han gav en stor Ugeløn, 30 Kr. Det var det meste, som dengang betaltes her i Byen, og et par Kr over højeste Tarif i Overenskomsten, men det kneb ogsaa med at holde Arbejdstiden. Jeg synes, det er den bedste tid Økonomisk seet, jeg har haft, men det varede kun saa kort.

1915-1917 Indkaldelse til Sikringsstyrken

Skuddet i Sarajevo Sommeren 1914

Jeg var nu ved at blive Forlovet og tænkte saa smaat paa Giftermaal; det var sidst paa Sommeren 1914, og saa faldt skuddet i Sarajevo og Krigserklæringer fløj som Sommerfugle en varm Sommerdag, og her blev jo ogsaa stor indkaldelse til Sikringsstyrken. Jeg var jo en 8 a 9 Aar henne i Reserven, saa jeg troede ikke, de skulde tage saa mange Aargange med, men knap efter Nytaar 1915 modtog jeg den røde Indkaldelsesordre, og saa var det slut med at tænke paa Bryllup og den slags ting foreløbig. Min ordre lød paa at møde ved 20. Bat. 4. Komp. Slagelse Kaserne. Vi ankom dertil og fik udleveret Klunset, og det var med blandet følelse vi iførte os Uniformen igjen efter saa mange Aars forløb. Vi afgik, saa snart vi var færdige med udlevering af Mundering, med Tog til Kværkeby St. og indkvarteredes hos Bønderne der i Omegnen. Det var koldt at komme fra det varme Bageri og ud i kulden midt i den koldeste Vinter. Det varede 3 Maaneder med hver indkaldelse, saa blev vi igjen Hjemsendt en tre Maaneders tid, og kunde saa begynde at søge om Arbejde igjen. Jeg var nu bleven godt kendt på min Hjemegn, og fik næsten altid Arbejde med det samme. Denne gang tror jeg, det var i Give, at jeg fik Arbejde, og Arbejdede saa til næste Indkaldelse. Jeg maatte ind 3 gange til Slagelse, saa blev jeg forflyttet til Jylland til en Bataljon, som laa i Viborg, og blev indkaldt 4de gang dertil.

Vagttjeneste på Fanø

Derfra blev vi sendt ned langs Jyllands Vestkyst. Vi begyndte at sætte sydpaa til Bramminge, som var sidste sted for vort vedkommende. For mit vedkommende, kom jeg over paa Fanø. Det var først i Marts og hundekoldt ude ved det barske Vesterhav. Vi var et Hold paa et Halvhundrede Mand, og vort Arbejde bestod udelukkende af Vagttjeneste. Vi boede paa et nedlagt Hotel i Nordby, og blev inddelt i Vagthold, Køkkentjeneste og ved Telefontjeneste, og vi havde en Premierløjtnant til Vagtkommandant. En Sergent og en Korporal var de befalingsmænd, der var med os, ellers sorterede vi under Kompagniet, som laa ovre i Esbjerg. Vi skulde som sagt ikke udføre andet end Vagttjeneste. Der var to Vagtposter, én ude paa Nordsiden, hvor afløsning og udsætning af Vagtpost foretoges fra Kvarterstedet. Et andet Hold førtes af Korporalen eller Sergenten tværs over Øen, ud til selve Vesterhavet, hvor vi opholdt os et Døgn ad gangen, og var saa fri næste Døgn. Der fandtes et Kabelhus derude, hvori de, som ikke var paa Post, kunde opholde sig. Vagttjenesten bestod i at paase at fremmede Skibe ikke optog eller beskadigede Kabler, som førte derfra til Calais i Frankrig. Det var saaledes let Arbejde, men kunde godt i længden blive ensformig, skjønt vi var nærmere Krigspladsen end noget andet sted her i Landet.

Engelske Krigsskibe og Zeppelinere

De Engelske Krigsskibe, saa vi tit ude paa Havet, og Tyskerne sendte to Zeppelinere op langs Kysten daglig, ligesom der jævnligt drev ting i land vedrørende Krigsudstyr, Huer og lignende. Den slags ting skulde Vagtposten melde, men vi havde det godt, og inden vi rejste derfra var det blevet Sommer, og vi havde været i Vandet flere gange.

Saa oprandt Dagen vi skulde rejse tilbage til Viborg for Aflevering. De der havde været i Bramminge og Ribe, samledes med os i Esbjerg, og vi kom i Toget, og dampede Nordpaa, opsamlede paa Vejen de Folk, som havde gjort Tjeneste i Varde, Guldager og Skjern, og fortsatte til Viborg. Vi fik vort civile Tøj og traadte af som Civil den 7de Juni 1917 og dermed var min Militære Løbebane forbi.

1917-1948. Fast Arbejde på Arbejdernes Fællesbageri

Jeg havde ingen Arbejde, da jeg kom Hjem, og havde tænkt mig en Tur Nordpaa igjen, men traf paa Gaden en Bekendt, som var Bestyrer paa Arbejdernes Fællesbageri. Vi talte om Sagerne, og jeg fortalte min Beslutning om at tage Nordpaa, hvad han syntes var dum. De skulde begynde paa Ferie om otte dage, og jeg kunde ligesaa godt tage det med. Det varede ca. en Maanedstid. Jeg lovede ham saa, at begynde, og otte dage efter var jeg i Arbejde igjen, og det blev Feriearbejde, der varede i 32 a 33 Aar. Landet laa saadan, at Brødet, der produceredes, var daarligt, og der var ondt imellem Bestyrelsen og Mestersvenden, med andre Ord, Bestyrelsen havde mistet Tilliden til ham, og besluttede at naar Ferietiden var omme, skulde en ny Mester antages, og da Ferien var forbi, antog de en ny Mester, og jeg fik besked paa, at jeg kunde betragte mig som fast Ansat.

Fig. 10: Arbejdernes Fællesbageri i Vejle o. 1926 I baggrunden nederst Hans Hansen.

Giftermaalet i Sommeren 1918

Nu først syntes jeg det var ved tiden selv at sætte Bo, og foreslog min Forlovede, som paa det Tidspunkt opholdt sig i Aarhus, om hun kunde tænke sig at vi giftede os nu. Fra hendes side var der ikke noget i Vejen, dog gik Vinteren inden det blev Alvor. Vi kunde ikke opdrive en Lejlighed. Nu først syntes jeg det var ved tiden selv at sætte Bo, og foreslog min Forlovede, som paa det Tidspunkt opholdt sig i Aarhus, om hun kunde tænke sig at vi giftede os nu. Fra hendes side var der ikke noget i Vejen, dog gik Vinteren inden det blev Alvor. Vi kunde ikke opdrive en Lejlighed. Min Forlovede rejste til sit Hjem i Skjern for at ordne Udstyr til Hjemmet, og jeg skulde saa se, om jeg kunde finde et sted at bo. Det lykkedes omsider, og i Juli 1918 stod vort Bryllup. Jeg var da 34, og min Kone 30 aar¹⁰ . Vi holdt ikke nogen stor Festlighed. Forsyningsmæssig set, var det det daarligste Aar, jeg synes at have Oplevet. Selv under Anden Verdenskrig, synes jeg ikke Varemangelen har været saa stor, som dengang.

Fig. 11: Maren Lauridsen som stuepige i Vejle o. 1918.

Kød og Flæsk var ikke til at opdrive. Det lykkedes mig dog ved bekendtskab med en Slagter, at fremtrylle en Griseskinke, og da vi kun var samlet nærmeste Familie, gik det jo. Skønt Skinken var baade tør og sej blev det en hyggelig Dag. Brylluppet holdt vi i vor Lejlighed, en ret stor og god Toværelses, og saa begyndte en mere rolig og stabil Tilværelse for mit Vedkommende.

10) De blev viet i Vejle, Vor Frelser Kirke d. 24. juli, 1918.

Børnene og Sygdom i Familien

Jeg havde faaet mine Drømme om eget Hjem, fastlagt Arbejdstid, Ferie og Fridag og Arbejdstiden fra Klokken 4 Morgen til 12 Middag, opfyldt og Lønnen var saadan, at vi kunde leve saa nogenlunde, saa jeg saa helt lyst paa Tilværelsen. Jeg har heller ikke siden fortrudt, at jeg gik ind i Ægteskabet; det bragte mange Glæder, ogsaa Sorger gik vi ikke fri for. Vi fik stor Familie. Aaret efter vi blev gift fik vi vor første Søn, og saa kom der regelmæssig én hvert Aar til 9 i alt, 8 Sønner og én Datter¹¹  .

Vi havde den Sorg at miste 4 af Drengene. Vi fik et Aar Meningitis i vort Hjem. Det var mig, som gik med smitten uden selv at være syg, men to af Børnene blev smittet, en Dreng¹² og Pigen. Drengen døde, men Pigen¹³ stod Sygdommen igjennem, og blev rask uden særlig mén af Sygdommen. Drengen, som døde, var 2½ Aar. Vi blev alle interneret paa Sygehuset, dog kom hele Familien efter en 8 dages tid, Hjem paa nær mig, som stadig havde Mengikokker i Svælget. Det tog 7 Uger før de paa Sygehuset modtog meddelelse fra Seruminstituttet, at jeg var fri for dem.

Fig. 12: Børnene med barnepige i sommeren 1926. Bagest den ældste, Bertel Herlug, i anden række Ebba, arne og Kaj. Forresat Jørgen Knud og Erik på skødet af barnepigen. Foto 1926.

​Fig. 13: Brødrene Laurids Hansen og Svend Åge Hansen, o. 1944.

11) Børnene blev født i perioden 1919-1930, hvor min far Laurids var den yngste. I kronologisk rækkefølge var det Bertel Herluf, Kaj Jørgen, Arne Finn, Ebba Marie, Jørgen Knud (1), Jørgen Knud (2), Erik Hans, Svend Aage og Laurids.

12) Jørgen Knud Hansen, født 5. nov. 1924, død 17. febr. 1927.

13) Ebba Marie Hansen, født 2. maj 1923.

Familien flytter i Hus

Paa dette tidspunkt, jeg her omtaler, var vi flyttet til en Ejendom, jeg havde købt et Par Aar i forvejen.23 Jeg havde faaet udbetalt et par Tusinde Kr, jeg havde haft staaende i Ejendom i Bredsten, og vi blev enige om at købe et Hus ved lejlighed, og denne bød sig snart. Et Par gamle Folk vilde gjerne sælge. Huset var ogsaa gammelt, men laa paa en god central Plads i byen, og efter at han var gaaet med til en Pris, jeg fandt rimelig, kom Handlen istand. Jeg skulde ved Afstaaelsen betale 3 Tusinde Kr, saa jeg maatte laane de 1 Tusinde, hvad der ikke var svært. Jeg fik dem i en Sparekasse, hvor i forvejen den øvrige faste Gjæld paa 5 Tusinder Kr fandtes. Dette sted boede vi til 1950. Det var jo mange Aar, men dog synes jeg, der er svunden uden vi har mærket, hvor Tiden er bleven af. Jeg har ikke, naar undtages en Operation for en Brokskade, været syg.
Vi mistede en lille Dreng et Par Aar før andet udbrud af Verdenskrig. Det var en lille Gut i 6 Aarsalderen¹⁴. Han fik ondt i et Albueled, og paa Sygehuset kurerede de paa ham for et Brud og lagde Gips om Armen. Det viste sig at være Benmarvsbetændelse og overgik til Blodforgiftning og medførte hurtig Døden.

14) Jørgen Knud Hansen, født d. 8. sept. 1927, død d. 6. juli, 1933. Han var opkaldt efter sin bror, der døde i 1927.

Fællesbageriet

I 1917 var Fabrikken, hvor jeg begyndte, kun baseret paa Fremstilling af Rug, Sigte og Franskbrød, havde 2 Svinghærde og to Udtrækshærder, og vi var, saavidt jeg husker, 5 Mand.

I 1921 blev en stor Ombygning foretaget. Vi fik ny Ovnanlæg med 6 Svinghærder og 3 Etages Stenovn, og begyndte fremstilling af Fintbrød af alle slags. Der antoges en Mester til denne Afdeling og 4 Svende, deriblandt mig, og siden arbejdede jeg i denne Afdeling saalænge jeg var beskæftiget ved Faget. Vi var nu beskæftiget 10-11 Bagere, og paa dette Stade holdt det sig i den tid til 1948, da jeg trak mig tilbage. Vi skulde saa til at gennemleve Anden Verdenskrig. Nu blev nogle af vore Børn voksne. Vi havde en overgang 3 i Lære paa én gang, det var en haard Økonomisk belastning, men det gik. Værre var det, at vi igjen mistede to Drenge med 1½ Aars mellemrum, begge i 17 Aars Alderen. Den første Sejlede og efter en haard Tur en vinter fik han Lungehindebetændelse og døde efter paafølgende Operation¹⁵.

Den anden var i Handelslære. Han angrebes af en blodsygdom, og døde ganske hurtig¹⁶. Det var et haardt Slag for os, da vi syntes, at det var et par af de kraftigste af alle vore Børn, men det er jo den slags man ikke selv er Herre over. Pensioneret Efterhaanden blev alle Børnene Gift og bosiddende. En har Forretning i Kolding¹⁷,én rejste til Syd Amerika¹⁸, og blev gift der og har en god stilling. 3 er bosiddende her i Byen¹⁹. Huset, jeg havde, var gammelt, da jeg fik det, og det blev jo ikke bedre efter at vi havde boet i det i en 30 aar, saa da jeg holdt op med at Arbejde, besluttede jeg, at sælge det, og afhændede det i 1950. Jeg boede der til 1954, og vi flyttede ind i en 2 Værelses Andelslejlighed, som vi nu beboer.

15) Erik Hans Hansen, født d. 1. april 1926, død d.29. okt. 1943.

16) Svend Aage Hansen, født d. 18. nov. 1928, død d. 12. okt. 1946.

17) Bertel Herluf Hansen.

18) Arne Finn Hansen.

19) I Vejle - Laurids, Kaj Jørgen og Ebba.

Epilog

Skulde jeg drage en sammenligning mellem Fortid og Nutid, dermed tænker jeg paa Tiden fra før Første Verdenskrig og nu, vil det i mange henseender blive et stort Plus for den tid vi nu Oplever, især for mit Fags vedkommende. En ung Mand behøver ikke at forlade sit Fag, hvis han gifter sig eller rejse Danmark rundt for at faa et stykke daarligt betalt Arbejde, men derfor er der jo stadig mange Problemer, som nok kan være vanskelige at løse. Der er Boligspørgsmaalet, som næsten er akut i alle Byer og meget andet, som vi var fri for dengang. Jeg syntes da ogsaa Folk var mere Sindsligevægtige, og ikke nær saa Nervøse som nu. Frygt for Krig og den slags Ting kendte vi ikke, og hver ny opfindelse glædede os. For os betød det at vi kom til at leve Livet lettere. I dag er det nærmest Frygt for de store Opfindelser, der præger Folk. De ved jo, at det nok skal blive anvendt i Krigsøjemed. Forhaabentlig oplever jeg det ikke.
Vejle, Valløesgade 25 – 1955
Hans Hansen

Kilder

/1/ Rigsarkivet
Website: sa.dk
/2/ Vejle Byhistoriske Arkiv
Website: vejlestadsarkiv.dk
/3/ Vinding Skole
Website: vindingskole.dk
/4/ Jørgen Hansen
Website: hansens-famliy.dk
/5/ Vejle Wiki
Website: vejlewiki.dk

Artikel 2: Taikuns Forlis