Vi befinder os i perioden 1816-1879; en periode, hvor landet blev regeret af tre forskellige konger. Fra 1816-1839 af Frederik 6., herefter fra 1839-1848 af Frederik 7., der som bekendt døde i november 1863 lige ved udbruddet af krigen i 1864, og som afløstes af Christian 9., der regerede helt frem til 1906.
Her får I historien om min tip-oldefar, Hans Christensens brogede liv; et liv med 2 ægteskaber, 5 børn, 4 domme for bla. tyveri og dokumentfalsk, horsager, omflakkende arbejdsliv mm. Men lad os begynde ved begyndelsen.
Hans Christensen blev født d. 13. februar 1816 på Brå Mark i Stenderup sogn som søn af hjulmand og selvejerhusmand Christen Sørensen og hustru Anne Elisabeth Christensdatter. Brå ligger i Hatting herred i det gamle Vejle Amt. Helt præcist, hvor Brå Mark og husmandsstedet lå vides ikke, men vi er i området tæt på Bråskov og Hornsyld, der i dag ligger i Hedensted kommune.
Hans Christensen var den tredje søn ud af en søskendeflok på 11. Forældrene fik 11 børn, men de 3 yngste døde som spædbørn.
Man må antage, at familien har været rimelig godt stillet efter datidens forhold, for at være selvejer i 1816 var ikke helt almindeligt, og moderen var uddannet jordemoder, og blev på et tidspunkt distriktsjordemoder i området. Hun var distriktsjordemoder i 1816, da hun som 24-årig fødte Hans. Distriktsjordemoderordningen blev indført i 1810, hvor det blev pålagt, at de lokale myndigheder at ansætte en distriktsjordemoder, der bla. mod betaling fra myndighederne skulle betjene de fattige gratis.
I 1821, da Hans var 5 år gammel, flytter familien med deres 4 børn til Glud sogn. Anne Elisabeth er da højgravid med datteren Mikkeline, som bliver født d. 2. august 1821. De får yderligere 6 børn, men som nævnt døde de sidste 3 som spædbørn. Christen Sørensen og Anne bliver boende i Glud resten af livet. Christen dør i februar 1846, og bliver begravet på Glud kirkegård. Anne Eisabeth bliver boende i Glud frem til sin død i 1862.
I påsken 1830 bliver Hans Christensen konfirmeret i Glud kirke. Efter konfirmationen kommer han i tjeneste hos bla. Jørgen Nielsen i Østrup, en lille landsby øst for Glud og sydvest for Snaptun. Der var han i tjeneste, da han som 18 årig i november 1834 flytter fra Glud til Horsens, for at komme i tjeneste hos købmand Jens Madsen. Jørgen Nielsen giver ham iøvrigt et godt skudsmål. Hvorlænge han var i tjeneste hos Købmand Jens Madsen vides ikke helt præcist, men i april 1838 var han kommet i tjeneste hos gårdmand Larsen i Torsted.
I november 1838 kommer Hans til Østbirk sogn som 22 årig og her møder han den 11 år ældre og ugifte Mette Hansdatter, der bor hos sin stedfar Niels Pedersen og halvbror Peder Nielsen på gården Fisvig, der ligger på Vestbirk Mark i Østbirk sogn. Hun har 2 børn udenfor ægteskab fra to tidligere forhold, de to drenge, Hans Jensen og Niels Pedersen, der er født i hhv. 1836 og 1833.
Mette bliver gravid, og det bliver til giftemål mellem Hans og Mette. De bliver viet i Østbirk kirke d. 27. april 1839, og Hans flytter ind på gården Fisvig. Den 30. november 1839 føder Mette sønnen Christen Hansen, der bliver min oldefar. Knap 2 år senere i september 1841 føder Mette igen en søn som bliver døbt Andreas.
Men nu begynder tingene at gå galt for Hans Christensen og dermed familien. Hans kan ikke holde sig på den rigtige side af loven.
Hans Christensens første optræden på den forkerte side af loven, 1842
I januar 1841 er Hans i Horsens i et ærinde, hvor han stjæler brænde fra Agent Monberg i Horsens Købstad. Monberg er Agent og Købmand og har forretning i Smedegade i Horsens. Men ikke nok med det, han fifler også med et skøde i forbindelse med optagelse af et lån i gården Fisvig.
Den 13. december, 1841 bliver han i en alder af 25 år dømt for tyveri og dokumentfalsk ved Voer og Nim Herreds Ret. Dommen appelleres til Overretten, der stadfæster dommen, underskrevet af Schiønning.
Den 12. februar, 1842 forkyndes dommen for Hans Christensen i herredsretten, der ligger i Horsens Kjøbstad, og er underskrevet af Uhre og Jespersen. Herredsfoged og Justitsråd var Christen Bernth. Han får en dom på 3 år i Viborg Tugt- og Forbedringshus. Den fulde dom kan I læse nedenfor, og den giver alle detaljerne om hans lovovertrædelser.
Referat fra anklageskrift og dom i 1842:
"Arrestanten Hans Christensen, actioneres under denne Sag for Tyverier, og for at have forfalsket forskellige Dokumenter.
Hvad den førstnævnte forbrydelse angaar, er det ved Arrestantens egen tilstaaelse og Sagens øvrige omstændigheder tilstrækkeligen godtgjort, at han ved flere lejligheder deri har gjort sig skyldig.
Han har saaledes en i afvigte Aars Januar frastjaalet Agent Monberg i Horsens omtrent 1/3 favn kløvet Bøgebrænde, der stod opstablet i Urup Vesterskov, hvor Arrestanten kom ind ved at stige over Diget, og over dette kastede han Brændet ud til sin vogn, hvormed han var kjørt til Skoven. Det stjaalne Brænde, hvormed han samme Nat kjørte til Horsens, for der at sælge det, men hvor han af Ejeren blev antruffen, og for denne tilstod tyveriet, er ansat til en værdi af 10 Sk.
Fremdeles har Arrestanten engang i afvigte Aars Januar stjaalet en del Tørv i et en anden Mand tilhørende Moseskifte, hvor han indfandt sig med sin vogn, og førte derfra Tørvene, der udgjorde et lille Læs, til Horsens, hvor han solgte dem for 3 Sk, til hvilken Priis de ogsaa under Sagen ere taxerede.
Da Arrestanten for et par Aar siden var i Tjeneste hos Gaardfolkene Larsen i Torsted fravendte han denne Mand 2 Skpe. Rug, i hvilken henseende hans forklaring gaar ud paa, at han engang, da han skulle bringe nogle Tønder Rug for sin Hosbonde til Horsens, medtog uden dennes vidende eller villen, 2 Skpe Rug, særskilt i en Pose for at bruge dette qvantum, hvis den Rug han skulle levere ikke holdt det fulde maal, men da det ikke hertil behøvedes, tog han det tilbage med sig, lod det formale, og forærede det til en kone i hvis hus han kom.
Det er ogsaa oplyst, at Arrestanten i afvigte Januar har borttaget nogle Træer, efter hans opgivende 7 eller 8 Riisbøge, tilsammen udgjørende ½ favn, i Træden Skov, men da han selv havde hugget Træerne paa Roden, kan dette forhold ikke medføre Tyvstraf, og kan efter de gjældende Lovbestemmelser om ulovlig skovhugst, kun være gjenstand for privat forfølgning.
Med Tyvstraf kan Arrestanten heller ikke være at anse for det af ham vedgaaede faktum, at han en dag, ved at passere forbi Gaardmand Mads Jens Daugaards mark, her tog nogle haandfulde Grønkløver til værdi 2 Sk., hvormed han på Vejen fodrede sin Hest, hvorimod dette forhold efter de dermed forbundne omstændigheder kan komme i betragtning ved bedømmelsen af Arrestantens Straf og Vandel i det hele.
Forsaavidt han tillige er sigtet for ved nattetid at have borttaget en deel Rugkjærner paa Gaardmand Jens Jensens og Enken Ane Rasmusdatters Agre, er vel nogen formodning ved den herom anstillede Undersøgelse, men ikke noget tilstrækkeligt Bevis imod hans Benægtelse, fremkommet imod ham.
Med hensyn til den anden Gjenstand for Actionen, Dokumenters forfalskning, bliver formelig at mærke, at det ved Arrestantens egen Tilstaaelse og øvrige oplysninger er godtgjort, at han har gjort sig skyldig i saadant forhold med hensyn til en af hans Svigerfader, Aftægtsmand Niels Pedersen under 8de Marts f.A. udstedt Declaration, der findes paategnet det af bemeldte Niels Pedersen til Arrestanten udstedte Skjøde paa stedet Fisvig. Han havde nemlig, da han attraaede at optage et Laan paa den nævnte Ejendom, erholdt Niels Pedersens samtykke til at han maatte indsætte 150 Rd med Prioritet i Ejendommen fremfor den Niels Pedersen ved samme afhændelse betingede aftægt, hvorom det i Skjødet var anført, at den skulle være sikret i ejendommen fremfor al Pantegjæld, og i overensstemmelse hermed blev Declarationen paategnet skjødet, og underskrevet af Niels Pedersen og 2 Vitterlighedsvidner, men da Arrestanten ønskede at gjøre et Laan af 200 Rbd, for hvilke vedkommende Kreditor i det hele forlangte Prioritet fremfor Aftægten, og Niels Pedersen ikke ville tillade at mere end de 150 Rbd gaves Fortrin for samme, forandrede Arrestanten, for at opnaa sit øjemed, tallet 150 i paategningen til 250, og længere nede i samme paategning, hvor der stod ”laante hundrede og halvtredsindstyve Rbd” udslettede han Ordet ”laante”, og satte Ordet ”to” i stedet.
I Skjødet blev derfor de Ord, ”fremfor al anden Pantegjæld” udslettede, uden at noget derom var medtaget ved Declarationens udstedelse paa Skjødet. Arrestanten nægter at kunne erindre om han selv har udslettet de anførte Ord, han har dog erklæret ikke at ville benægte dette.
I denne forfalskede Tilstand gjorde han dernæst brug af Dokumentet ved, hos Gaardmand Anders Nielsen, at laane de ham af denne lovede 200 Rbd, og blev ved udstedelsen af Obligationen for disse Declarationer med deres forandrede indhold, oplæst for Creditor, der ikke selv kan læse, og blev saaledes uvidende om forfalskningen, hvorefter Arrestanten, der erklærede, at alt var rigtigt, besørgede Obligationen tilligemed Skjødet indleveret til Tinglysning.
Som graverende omstændigheder ved det her omhandlede forhold, bliver at mærke, at Arrestanten, hvad han selv vedgaar, paa den Tid der forhandledes om optagelse af det anmeldte Laan, uden hans Svigerfaders Viden og Villie, udtog af dennes Gjemmer, den imellem dem oprettede Opholdscontract, der senere var bleven bragt til fornævnte Anders Nielsen, hvorfra den af Arrestantens Kone blev hentet tilbage – og i den Tid Arrestanten saaledes havde Contracten i sin værge, tilstaar han at have forsynet den med en Paategning, som derpaa findes, og som gaaer ud paa, at Niels Pedersen tillod ham at laane en D. in forud for Aftægten, men Tallene som have været anførte i denne paategning ere gjorte ulæselig og den Underskrift, hvormed den kan skjønnes at have været forsynet, er udraderet. – Arrestanten nægter imidlertid at have skrevet, saavelsom at have udraderet noget Navn under berørte Paategning, og hans forklaringer herom ere i øvrigt tilbageholdende; han nægter at kunne opgive hvorfor han havde skrevet Paategningen, og han vil ikke kunne mindes at have foretaget, de deri værende Udkradsninger, men der er den største sandsynlighed for, at han under Paategningen, der begynder med: ”Jeg Niels Pedersen etc.” – har efterskrevet sin Svigerfaders Navn, og at han har affattet Paategningen i den tanke, at Opholdscontracten skulde forsynes med en erklæring af samme Indhold, som den paa Skjødet anførte Declaration med hensyn til sikkerheden for det Laan, Arrestanten vilde optage.
Arrestanten er endvidere ved sin egen Tilstaaelse overbevist at have skrevet en falsk Paategning paa sit Skudsmaal, indeholdende et anbefalende Vidnesbyrd om hans forhold i Tjenesten for den ovennævnte P. Larsen hvem Arrestanten fravendte 2 Skpe. Rug, og dernæst at have tilført et par Linier indeholdende Bemærkning om hans flytning til et andet Sogn, og forsynede med en Underskrift, der synes at være en Efterligning af hans tidligere Sognepræsts Navn.
Dette sidste benægter imidlertid Arrestanten at være Tilfældet, hvorimod Underskriften efter hans forklaring, skulle være et Ord, der paa det Sted er betydningsløst og i øvrigt nægter han at have havt noget Øiemed med disse falske Paategninger paa Skudsmaalet , eller at have gjort sig nogen forestilling om, at der heri var noget ulovligt, eftersom Skudsmaalet ikke skulle bruges mere, da han ikke skulde nye Tjeneste, men paa den Tid stod i begreb med at indgaa Ægteskab. – Den under Sagen fremlagte Erklæring fra Sognepræsten, paa det sted hvor Arrestanten er bosat, taler ogsaa for, at han først efter at have forevist Skudsmaalet for bemeldte Præst, har forsynet det med de falske Paategninger, og det er iøvrigt ikke under Sagen oplyst, at han har gjort nogen brug af det i denne Tilstand. – Hans foregivende om ikke at have havt nogen ulovlig hensigt med det her omhandlede forhold, kan imidlertid ikke medføre at det ikke skulle ansees som strafbart, da han maatte vide, at der kunne blive Spørgsmaal om at søge Oplysning af hans Skudsmaal af hans tidligere Vandel.
Ligesom det sidst omhandlede forhold henhører under Bestemmelserne i Forordn. 11 April 1840 §62, andet Membrin(?), saaledes bliver Arrestanten for forfalskningen af Niels Pedersens ovenberørte Erklæring, at ansee med Straf efter samme Forordning §64, og bliver med straffens bestemmelse paa den ene side de releverede skjærpende omstændigheder at tage i betragtning, men paa den anden side den omstændighed at, forfalskningen er udført saaledes, at den uden vanskelighed kunne opdages. For Tyverierne er Arrestanten derfor Straf skyldig efter Forordningen §1.
I henhold hertil, og efter Sagens Omstændigheder i det hele, finder den ham ved Underretsdommen tilkjendte Straf af 3 Aars Forbedringshuusarbeide at maatte ansees passende, og da Overretten saaledes med hensyn til Straffen er enig bemeldte Doms resultat og sammes Bestemmelser med hensyn til Erstatningen og Actionens Omkostninger ligeledes billiges, vil samme være at stadfæste.
Salærerne til Actor og Defensor for Overretten bliver at bestemme til 8 Rbd. S: for hver.
Under Behandlingen af Sagen i første Instants, og den befalede Sagførelse for begge Retter, har intet ulovligt Ophold fundet sted.
Thi kjendes for Ret.
Herredstingsdommen bør ved magt at stande.
I salærium til Actor og Defensor for Overretten, Procuratorerne Holm og Quistgaard, betaler Arrestanten 8 Rbd. Sølv til hver.
Den idømte Erstatning udredes inden 8 Uger efter denne Doms lovlige forkyndelse, og i øvrigt at efterkommes under Adfærd efter loven. –
Til bekræftelse under Rettens segl og Justitiorens Underskrift.
/L. S./
Schiønning
Aar 1842 den 12de Februar haver vi undertegnede indsvorne Stævnevidner for Horsens Kjøbstad lovlig forkjyndt foranstaaende Overretsdom for Arrestanten Hans Christensen i hans Arrest som imodtog Forkjyndelsen og erklærede han at være tilfreds med Dommen, hvilket af os under den forhen aflagte Eed bekræftes med vores Underskrift og Segl.
Horsens, 12 Februar 1842 Uhre Jespersen
/L.S./ /L.S./
Foranstævnede Dom, hvormed Tiltalte har erklæret sig tilfreds, og hvormed der fra det Offentliges side acqviesceres, anmodes Hr Justitsraad og Herredsfoged Bernth tjenstlig om at exignere hvorefter Acten, med Beviis for at dette er skeet, bedes remitteret –
Skanderborg Amthuus den 18 Februar 1842. –
Lindholm
Gjenpartens Rigtighed
Christen Bernth
Dømt under Voer og Nim Herreds Ret d. 13/12 41.
Bilag
Da den under 22 Februar dette Aar i Straffe-anstalten indkomne Hans Christensen Fisvigs familie har begjært og er anseet trængende til Fattighjælp, og der saaledes er opstaaet Spørgsmaal om hans Forsørgelsessted, saa tillader jeg mig tjenstligst at anmode Deres Høivelbaarenhed om behageligen at affordre Fangens forklaring om, hvor han har opholdt sig fra den tid han i Novbr: 1836 efter vedlagte skudsmaal, forlod Kjøbmand Madsens Tjeneste i Horsens, indtil han den 27 april 1839 blev Ægteviet med sin Hustrue Mette Hansdatter. Med Svaret bedes bilaget remitteret.
Skanderborg Amthuus, den 29 Juli 1842
K. Lindholm
Høivelbaaren
Hr Generalkrigskommissair Undall
Ridder af Dannebrog, Dannebrogsmand
Hermed oversendes Arrestanten Hans Christensen til Arbeide i Forbedringshuset i 3 Aar ifølge Landsoverretsdom af 31te Januar d. A. af hvilken en afskrift følger, saavelsom Relation i overensstemmelse med det Kongelige danske Comissærs Circulaere Skrivelse af 24 Maij 1834, betræffende Arrestantens Signalement og Personalia. For modtagelsen udbedes tjenstligst tilstaaelse paa den ligeledes medfølgende Landsoverretsdomsact. som dermed forsynet udbedes tilbage.
Voer og Nim Herreders Kontoer
i Horsens den 21 Februar 1842
Memck (?)
Til
Inspectionen for Viborg
Tugt og Forbedringshuus"
Den 22. februar, 1842 bliver han indsat i Tugt- og Forbedringshuset i Viborg, der dengang var det eneste fængsel i Jylland.
I fængselsprotokollen beskrives Hans Christensen iøvrigt som middel af vækst, men stærk af bygning med lysebrunt hår, blå øjne, sund ansigtsfarve, brede skuldre og som særlige kendetegn har han mange vorter på hænderne især venstre hånd. Som person har han i det hele et kraftfuldt udvortes og rask væsen. Og man tænker her jo, at han nok har været lidt for frisk efter de retslige myndigheders opfattelse.
At sidde i tugthuset var ingen spøg. Fangerne skulle vækkes kl. 4 om morgenen med undtaglese i vinterperioden, hvor de kunen sove til kl. 6. De skulle arbejde med fremstilling af manufaktur, og dagen begyndte med at synge en salme og afsluttedes med en bøn om aftenen. Søndag var det obligatorisk at overvære en gudstjeneste i det dertil hørende kirkerum. I 1844 var der 406 fanger indsat, hvor Hans altså var en af dem. På denne hjemmeside kan I læse mere om tugthusene i Danmark i 1800 tallet: tugthus.dk.
Det kan nævnes at H.C. Andersen engang besøgte Tugt- og Forbedringshuset i Odense, og det kom der romanen O.T ud af, hvor O.T. netop står for Odense Tugthus. Hans fik i 1850'erne lejlighed til at stifte bekendtskab med Odense Tugthus, men mere om det senere.
Mette Hansdatter ansøger om fattighjælp i juli 1842.
Den 22. februar, 1845 bliver han løsladt efter 3 år i tugthuset. Hans er nu 28 år gammel, og mens han har været i tugthus har hustruen, Mette Hansdatter, været utro med en husmand, den 45 årige Laurs Peter Sommer Nutzhorn fra Underup sogn, og den 12.marts 1845 føder hun datteren, Ane Laursdatter udenfor ægteskab. Datteren bliver døbt i Østbirk kirke d. 7. juli 1845. Laurs Nutzhorn havde iøvrigt været gift 2 gange, og var måske stadig gift da han mødte Mette. Han havde 4 børn i første ægteskab og 4 børn i andet ægteskab, så en produktiv mand må man sige. Kort efter mødet med Mette bliver han syg af sårfeber og dør den 30. januar 1845, inden hans datter Ane bliver født i marts. Så den højgravide Mettes situation er nu den, at hun bor på husmandsstedet sammen med sin 62 årige stedfar, hendes 23 årige halvbror Peder Nielsen, og hendes 4 børn, mens ægtemanden Hans stadig sidder i Viborg Tugthus. Hans løslades i februar og vender, efter sin løsladelse i 1845, hjem til en højgravid hustru. Det har selvfølgelig været en hård pille at sluge, så efterfølgende søgter han amtmanden om skilsmisse i oktober 1845. Han har fået tjeneste hos en gårdmand i Glud, Niels Nielsen.
Skæbnens ugunst vil at både stedfaderen Niels Pedersen og halvbroderen, Peder Nielsen, dør året efter i 1846, så nu sidder hun alene i husmandsstedet Fisvig med 5 børn. Det klarer hun selvfølgelig ikke og kommer derfor på fattiggården i Nørre Aldum med alle børnene, hvor et af dem er min oldefar, Christen Hansen. Men historien om Mette Hansdatter er en fortælling for sig selv, som jeg senere vil berette.
Hans Christensens anden optræden på den forkerte side af loven, 1845
I november 1845 står Hans igen står anklaget for tyveri, men denne gang frafaldes anklagerne, og han går fri.
Referatet fra anklageskriftet kan I læse her:
"Efter at Hans kom ud fra tugthuset i 1845, fik han tjeneste hos gårdmand Niels Nielsen i Glud, og den 12. oktober om eftermiddagen fik han fri for først at gå til sin kone i Vestbirk og derefter til amtmanden i Vejle for at tale om skilsmisse.
Ved 3-tiden om morgenen den 13. oktober mødte han Jens Hansen ved Rold Skov (Fiskebæk). Da han senere på sin videre vej mod Horsens kom til Dagnæs skal han have skåret halsen over på og flået et lam tilhørende gårdmand Niels Mikkelsen i Dagnæs. Kroppen efterlades i en grøft bag Rasmus Jensens toft.
Mellem kl. 6 og 7 om morgenen den 13. oktober ankom han til Horsens gennem Sønderport med det endnu varme skind og henvendte sig først hos garver Møller, hvor han forsøgte at sælge lammeskindet, som han sagde, han havde fra slagter Leutholtz i Dagnæs. Da prisen var for høj og garver Møller ville afregne direkte med slagter Leutholtz, tog Hans Christensen skindet med til feldbereder Otto Michaelsens enke, men forlod hende uden skind og uden at afslutte en handel. To murersvende stod ved Molboes Port og så ham forlade Otto Michaelsens enke, hvoraf den ene, Søren Rasmussen, kendte ham i forvejen.
Desuden er Hans Christensen mistænkt for natten mellem den 13. og 14. oktober at have stjålet 2 får fra sin svigerfader Niels Pedersen i Fisvig, men der er ikke tilstrækkelig bevis herfor.
Endelig anklages han for at have taget en lås med nøgle tilhørende hans husbonds søn, tjenestekarl Niels Nielsen fra Horsens til en værdi af 5 mark. Låsen havde ligget på et skab i det herberg, som de delte, mens Niels Nielsen var hjemme hos faderen. Endelig var Hans Christensen i besiddelse af en lille flettet kurv, som han havde lånt af Niels Nielsen til at opbevare sine ting i, men som han ikke havde afleveret tilbage. Både lås, nøgle og kurv blev efterfølgende fundet i den kiste, Hans Christensen havde hentet hos sine forældre.
Den 1. november var der skiftedag og om aftenen hentede Hans Christensen en kiste hos sine forældre, som havde stået dér ubrugt på loftet, og kørte den på en trillebør til Niels Nielsens gård, hvor han stillede kisten uden for et hus, der beboedes af enken Karen Marie og hans bror. Her stod kisten til den 2. november om aftenen, hvor han kørte den på trillebør til sin nye husbond, Jørgen Nielsen i Nørby.
I retten kommer det ligeledes frem, at han i 1842, inden han fra Horsens arrest overflyttes til forbedringshuset i Viborg, sendte 2 bomuldstørklæder, et gult og et hvidt og blåt, til sine forældre. Hvert tørklæde takseredes til en værdi af 2 Mk. Ifølge Hans Christensen havde han det ene inden han blev gift, mens han havde fået det andet (det gule) af sin kone (hvilket konen benægtede).
Hans Christensen benægter at have været væk fra Niels Nielsens gård den 12.-14 oktober, men påstår, at han var på arbejde, som han plejer. Kan dog ikke gøre rede for, hvor og med hvem han arbejdede. Nægter også at have været i Horsens den 13. oktober. På et tidspunkt om sommeren var han derimod i Vejle for at tale med amtmanden om skilsmisse, og i den forbindelse havde han ganske rigtigt mødt en person på Boller Mark som beskrevet af Jens Hansen.
Hvordan lås og nøgle var havnet i hans kiste, ved han ikke."
Hans Christensens tredje optræden på den forkerte side af loven, 1848
I 1848 var han blevet skilt og havde fået en kæreste, Karen Sørensdatter, der boede i Barrit Fattighus sammen med sin mor. I sommeren 1848 bliver hun gravid og føder en datter i marts 1849. Datteren dør som spæd i februar 1850.
Natten mellem den 12. og 13. november 1848 stjæler han en ko. Han tog koen med til Barrit Fattighus, hvor hans kæreste boede. Ægteskabet med Mette Hansdatter var blevet opløst. Tyveriet bliver opdaget, Hans bliver arresteret og anklaget for tyveri. I dag kan man synes at stjæle en ko ikke er så alvorligt, men på den tid var en ko mange penge værd, så det har været alvorligt. Han kendes skyldig, og denne gang bliver han idømt 2 år i Viborg Tugt-og Forbedringshus og skal sidde her frem til den 31. oktober, 1851. Det betød ihvertfald, at han ikke blev indkaldt til krigen mod prøjserne i 1848-1850, så det har måske været lidt heldigt. Anklageskrift og dom kan også læses i detaljer nedenfor.
Referat fra anklageskrift og dom i 1848:
Vi Frederik den Syvende af Guds Naade Konge til Danmark, de Venders og Gothers Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn i Ditmarsken, Louiseborg og Oldenborg
Gjøre vitterligt: At Aar 1849 Mandagen den 22de October for Os i vor Høiesteret fremstod efter vor befaling Advocat Buntzen, som fremlagde en af ham som befalet Actor paa Justitsens vegne mod Hans Christensen udtagne høiesteretsstævning af saadant indhold:
”Vi Frederik den Syvende af Guds Naade Konge til Danmark, de Venders og Gothers Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn i Ditmarsken, Louisenborg og Oldenborg, gjøre vitterligt:
At for Os haver andraget, Advocat Buntzen saaledes han som Actor skal finde sig beføiet for Os i vor Høiesteret til skærpelse eller stadfæstelse at indstævne en under vor Landsoverret i Viborg den 20de August da afført Dom i en Sag, anlagt af Justitien mod Arrestanten Hans Christensen for uhjemlet besiddelse af stjaalne koster, hvormed han er tilfunden 2 Aars Arbeide i Viborg Tugt og Forbedringshuus.
Thi indstævnes i henhold til den i øvrigt givne indkaldelse Tiltaltes Defensor Etatsraad Salicath.
Kjøbenhavn den 12 October 1849
Under Vort Segl
(L.S.R.)
Thi blev irettelagt den indstævnte under 3 Aar Landsoverret i Viborg den 20de August 1849 afsagte Dom paalydende:
Arrestanten Hans Christensen, der under nærværende Sag sigtes for ulovlig besiddelse af en, Ungkarl Niels Christensen tilhørende Koe, som Natten mellem den 12te og 13de November f.A. skal være frastjaalet huusmand Anders Rasmussen, til hvem Koen var udleiet af Eieren, har vedgaaet at have været i besiddelse af en, hos Gaardmand Jørgen Jensen kort Tid derefter forefunden Koe, som Niels Christensen og Anders Rasmussen have gjenkendt som den bortstjaalne, idet førstnævnte derfor har beediget at denne Koe er hans Eiendom, som var udlaant til Anders Rasmussen, og sidstnævnte at den er frakommet ham mod hans vidende og villie, tillige have to Vidner beediget, at den tilstedekomne Koe, er den Niels Christensen tilhørende, som var udlaant til Anders Rasmussen.
Den ommeldte Koe, der var vurderet til 18 Rbd., blev den 13de November f.A. om Aftenen bragt af Arrestanten til Barrit Fattighuus, hvor hans Kjæreste og dennes Moder boede, og hvor han efter disses forklaring yttrede at han den foregaaende Dag, den 12te, der var en Søndag, havde været borte og hentet den, hans Kjæreste førte den derpaa endnu samme Aften hen til Gaardmand Jørgen Jensen, med hvem Arrestanten kort Tid forinden havde truffet Aftale om, at han skulde græsse en Koe for ham, hvilken Arrestanten efter hans Kjæreste og Jørgen Jensens forklaring dengang foregav at have staaende hinsides Horsens, og efter hvad Jørgen Jensen har udsagt, fortalte Arrestantens Kjæreste, da hun bragte Koen, at Arrestanten havde hentet den Natten mellem den 12te og 13de November.
Under forhørene har imidlertid Arrestanten vedholdende benægtet at have hentet Koen, idet han paastaar paa den Tid, da dette skulle være sket, at have været deels i sit Hjem paa Gaarden Karibeen, hvor han tjener, deels i Barrit Fattighuus, hvorimod han har forklaret at Koen blev den 13de om Formiddagen bragt til ham paa en Mark ved Karibeen, hvor han pløiede, af en Mand ved Navn Jens Sørensen i Saabye, med hvem han efter sit anbringende, nogen Tid i forveien havde truffet den Aftale, at han skulde skaffe Arrestanten en Ko.
Arrestanten gav efter sin forklaring, 24 Rbd. for Koen, hvoraf han strax hentede de 16 Rbd. fra sit Kammer paa Gaarden og betalte dem til Jens Sørensen, der i forveien skyldte ham de 8 Rbd., som saaledes bleve qvitterede; Koen satte Arrestanten paa sin Huusbonds Mark, hvor den blev staaende indtil om Aftenen. Med Sagens oplysninger tale i høi grad mod rigtigheden af denne Arrestantens forklaring, navnlig har Gaardmand Jens Sørensen af Friberg (?), som Arrestanten har erkjendt at være den Mand, af hvem han vil have kjøbt Koen, under sin Eed benægtet saavel at have truffet nogen Aftale med Arrestanten, hvem han ikke i længere Tid havde seet, om at skaffe ham en Ko, som at have bragt ham en saadan den 13 November og efter flere Vidners forklaringer om Jens Sørensens Opholdssteder den nævnte dags Formiddag og Middag er det endog uantageligt at han skulle kunne have været ved Karibeen med Koen til den omforklarede Tid, og endvidere kan det mærkes, at Arrestanten maa antages at have været fraværende fra sit Hjem fra den 12te om Formiddagen til den 13te om Morgenen, navnlig har han ikke været paa Karibeen eller i Barrit Fattighuus paa de af ham opgivne Tider i dette Tidsrum.
Der vil derfor ikke kunne tages hensyn til anbringende om hans adkomst til Koen, men han findes at maatte dømmes efter Lovens 6-17, 10-11 og Frd. 8 September 1841 §6 for uhjemlet besiddelse at stjaalne Koster efter Sagens omstændigheder dog kun som Hæler, og da han ved Overrettens Dom af 31 Januar 1842 er anseet med 3 Aars Forbedringshuusarbeide efter Frd. 11 April 1840 §§ 1, 62 og 64 for 1ste gang begaaet Tyverie og Forfalskning af Documenter, vil han nu være at dømme efter den nævnte Frd. §22 som for 2den gang begaaet hæleri, og hans Straf findes passende at kunne bestemmes til 2 Aars Forbedringshuusarbeide.
Han vil derfor have at udrede Actionens omkostninger efter Underretsdommens bestemmelse i Salair til Actor og Defensor ved Overretten 10 Rbd. til hver. Under Sagens behandling i første Instants og den befalede Sagførelse ved begge Retter, har intet ophold, som vil bevirke Ansvar, fundet sted.
Thi kjendes for Ret,:
Arrestanten Hans Christensen bør hensættes til Forbedringshuusarbeide i Viborg Tugt og Forbedringshuus i to Aar. I henseende til Actionens omkostninger, hvorunder Actor og Defensor for Overretten, Procurator Jespersen og Cancelliraad Møller, tillægges hver 10 Rbd i Salair, bør Underretsdommen ved magt at stande.
At efterkommes under Adfærd efter Loven.
til bekræftelse under Rettens Segl og Justitiorii Underskrift.
L.S.
Schiønnning
Derefter blev produceret den forhen i Sagen ergangne og inden Voer og Nim Herreds Extraret af Herredsfoged Os elskelig Justitsraad Bernth den 3 April 1849 afsagte Dom, hvorved erkjendt for Ret:
Arrestanten Hans Christensen af Karibeen bør hensættes til Forbedringshuusarbeide i Viborg Tugt og Forbedringshuus i fire Aar, samt udrede samtlige af denne Action flydende omkostninger, deriblandt Salarium til Actor, Procurator Horn 6 Rbd., og til Defensor Procurator Warthoe 5 Rbd.
At efterkommes og udredes under Adfærd efter Loven.
Bernth
L.S.
Hvorefter Actor, fornævnte Advocat Buntzen, Sagen mundtlig dedicerede og paastod at den indankede Dom stadfæstes eller skærpes og ham tilkjendes Sallair. Hvorimod og hertil at svare paa Tiltaltes vegne for Os i Retten fremstod hans Defensor Etatsraad Salicath, som exiqverede og indstillede til frifindelse in Subsidium til vor mildeste Dom og at han tilkjendes Salair.
Med flere Ord og Tale Parterne mellem faldt, hvorefter de være dem begjærende, i en efter Tiltalte, Gjensvar og denne Sags … fundne beskaffenhed, blev saaledes herom af Os for Ret kjendt og
Afsagt,:
Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. I Sallarium til Advocat Buntzen af Etatsraad Salicath for Høiesteret betaler Tiltalte 20 Rbd. til den første og 10 Rbd. til den sidste.
Datum et intra Nostro hut Sigillo ….
L.S.R.
Lorojons.
/ Hammerich
Tilstilles Hr Justitsraad Herredsfoged Bernth til foranstaltende Forkyndelse og Execution og forventer Amtet i sin Tid Acten remitteret med fornøden rigtighed.
Skanderborg Amthuus den 26 october 1849
Lindholm
Aar 1849 den 27 October have vi undertegnede eedsvorne Stævnevidner af Horsens Kjøbstad lovlig forkyndt foranstaaende høiesteretsdom for Arrestanten Hans Christensen i dennes Byes Arrest, hvor han modtog Forkyndelsen, hvilket af os ved den forhen af Os under Retten aflagte Eed, bekræftes med vores Underskrift.
Horsens den 27 October 1849
Jespersen C. F. Birtenberg
Afskriftens Rigtighed Bekræftes
Bernth
Hans Christensens fjerde optræden på den forkerte side af loven, 1851
Den 31. oktober 1851 løslades Hans fra Viborg Tugt- og Forbedringshus.
I perioden 1853-54 træffer han den 16 år yngre Karen Bendtsdatter fra Stenderup. Muligvis tjener de samme sted, nemlig hos proprietær Wedel på Aldum Gård i Nørre Aldum. Karen bliver gravid og føder sønnen Andreas Peter Christian Hansen d. 13. november 1854. I februar 1857 føder hun datteren Anne Catrine Elisabeth, og kort tid efter i marts måned bliver Hans og Karen viet i Urlev kirke.
Tilsyneladende har Hans holdt sig på den rigtige side af loven i en periode fra 1851-1858, men i februar 1858 står han atter anklaget for tyveri, denne gang bliver han arresteret, anmeldt for tyveri af brød og øl fra sin husbond Wedel. Da appelmulighederne er udtømte, bliver han indsat i Odense Tugt-og forbedringshus den 12. februar 1858 til afsoning i 2 år.
I fangeprotokollen er han opført som fange nr. 3263 og det oplyses, at han er dømt for hæleri og ulovlig omgang med hittegods efter højeretsdom af 1. februar 1858.
Mens Hans sidder i tugthuset drager hustruen Karen den 1. april 1858 til Horsens for at arbejde for slagtermester Gottlieb. Deres 2 børn bliver anbragt hos deres bedsteforældre, Andreas hos Hans mor, jordemoderen i Glud, og Ane Elisabeth hos Karens forældre i Stenderup.
I Horsens træffer Karen den 7 år yngre Johan Georg Cramer, der er en nevø til Hans Christensen. Karen og Johans forhold resulterer i at hun bliver gravid, og da Hans løslades d. 12. februar 1860 og vender hjem til sin hustru, finder han hende højgravid. Den 10. april 1860 føder hun datteren Ane Kirstine Cramer. Forholdet mellem Johan og Karen varer ved mens Hans er på fri fod, og i marts 1862 føder hun en søn, Johan Karl Cramer.
Hans forsøgte først at få sin unge kone tilbage til sig, men forgæves. Derefter anlagde han hor-sager, som førte til, at Karen i begge tilfælde blev idømt fængsel på vand og brød.
Hvad der sker i perioden 1862 til 1879 for Hans vides ikke helt, men han arbejder forskellige steder på Horsensegnen som bla røgter. I 1876 dør Karen på sygehuset i Horsens.
I 1879 kommer han til Christiansminde ved Horsens og arbejder som svinerøgter, men den 24 november pådrager han sig dobbeltsidet lungebetændelse, og kommer på hospitalet i Horsens.
Efter 4 dage dør han kun 63 år gammel. Dødsattesten udfærdiges af læge Meyer på sygehuset i Horsens.