Uddrag af Palle Hansens: Et værdigt liv: Erindringer. 2010. Gyldendals Forlag, 264 sider.
Palle Hansen skriver i sine erindringer fra Demstrup: "Et værdigt liv: Erindringer" følgende:
"Lige ved siden af Agnes Poul bor som sagt familien Gundelund, der består af en far, en mor samt fem børn. Familien er marginaliseret, da ingen i Demstrup egentlig ønsker kontakt til hverken forældrene eller børnene. Faderen er arbejdsmand og bryder sig bestemt ikke om børn. Han skælder altid ud, og jeg er lidt bange for ham. Moderen arbejder som rengøringskone og har meget langt til arbejde på sin lyseblå knallert, men hun er mere venligsindet. Faderen er lang og mager - moderen lille og fed. Børnene ligger i evig krig med os andre børn, og man kan dårligt gå forbi deres hus uden at blive generet verbalt eller truet med bank. Derfor skynder jeg mig ofte forbi deres hus for at undgå at blive konfronteret med en række ubehagelige hentydninger til mit handicap. En eftermiddag, hvor Mogens og jeg netop er blevet karseklippede og går forbi Gundelunds residens, må en af pigerne da også straks med skinger stemme meddele os, at vores nye frisure absolut er noget af det grimmeste, hun nogensinde har set. Det er ligesom børnene er paranoide, og deres bedste forsvar er sædvanligvis et hurtigt angreb. Børnene skider i gården uden for deres hus, så man skal passe på ikke at træde i en lort, hvis man en sjælden gang har dristet sig ind på familiens territorium. Ofte er børnenes ansigter indsmurt i syltetøj og sukker. Det virker som om de primært lever af syltetøj, kunsthonning og slik-på-panden. Kun den ældste søn, Flemming, er sympatisk. Ham kan man snakke roligt med uden at blive generet. En søndag formiddag forærer han endda Mogens og mig en is. Men hr. Gundelund bryder sig bestemt ikke om Flemming, som i realiteten er hans stedsøn. Det er uhyggeligt udefra at være vidne til, når hr. Gundelund råbende jagter Flemming rundt om spisebordet inde i deres stue for at give ham en omgang tæsk. Man håber inderligt, at Flemming slipper bort fra stedfaderen, så han undgår tæskene. Det går de fleste af børnene dårligt i livet.
Den ældste datter, Kirsten, klarer sig dog udmærket. Hun får studentereksamen og uddanner sig til bibliotekar. Kirsten har nemlig været så heldig, at hun som ganske lille er blevet adopteret af smeden Holger Dyrholm og hans kone Helene, som bor direkte over for familien Gundelund på den anden side af vejen. Her får hun en tryg og stimulerende opvækst. Kirsten bliver behandlet, som var hun deres egen datter, og Helene udtrykker gang på gang, hvor stolt, hun er af Kirsten. Det er dog utroligt den forskel, en smal vej kan gøre."
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
De fleste beboere i Demstrup er imidlertid fredsommelige og rare mennesker, der holder af samværet med børn.
Vi børn må spledes gerne komme ind i Dyrholms værksted og se når han med en stor hammer former hestesko ud af rødglødende jern. Helt sort i ansigtet sænker Dyrholm så den glødende hestesko ned i koldt vand, så det syder, hvæser og damper. Det ser fascinerende og faretruende ud, og jeg passer på ikke at komme for nær. Er man en dag i besiddelse af en genstand, der skal repareres, giver Dyrholm gerne en hjælpende hånd.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Ole P fra min egen klasse inviterer til ungsomsfest en lørdag aften hjemme hos sine forældre. Det er med spisning og efterfølgende dans. Alle i klassen er dog ikke inviteret. Jeg har ikke modtaget nogen indbydelse, men det har min tvillingbro derimod. Mogens glæder sig meget til festen. Jeg selv er meget skuffet over at måtte blive hjemme. Jeg ved ikke, hvorfor Ole P har fravalgt mig, men jeg tænker, at det nok endnu engang er mit handicap, der spænder ben for mig, hvilket bestemt ikke gør mig i bedre humør. Mogens drager alene afsted til festen. Mor synes formodentlig, at det er synd for mig, så hun har fået det arrangeret således, at hun og jeg skal til aftenkaffe hos Helene og Holger Dyrholm. Dette er da også meget hyggeligt. Mor, Helene og Holger forsøger efter bedste evne at få min aften til at blive god. På et tidspunkt foreslår Holger, at vi skal spille Ludo, og det gør vi så.Under spillet føler jeg det alligevel helt forkert bare at sidde her og spille Ludo sammen med tre søde, men dog ældre mennesker, men Mogens morer sig til en ungdomsfest.
Om forfatteren: Palle Hansen blev født i 1950 med muskelsvind, og hans barndom er præget af hospitalsindlæggelser, af opvæksten med en mor, der er alvorligt sindslidende samt af sin fars tragiske død i 1957. I Et værdigt liv beskriver Palle Hansen livet som handicappet i en tid, hvor fysiske handicaps i familien var en skam, og hvor muligheden for psykologsamtaler ikke kom på tale.